ORDET IDIOT ER OLDGRÆSK og betegner den frie borger, der ikke gider deltage i fællesskabets anliggender. Nu er det blevet idiotisk at deltage. Det forkerte dogme er, at man ikke kan have en holdning og være saglig på samme tid.

Ved at fremstå i det offentlige liv som medlem af en idébetonet forening eller, endnu værre, et politisk parti risikerer man at blive taget til indtægt og afskrevet som idiot, ikke i den klassiske, men i den nye forstand. “Er man partisk, er man ensidig.”

Men enhver bærer sine værdier og sit verdensbillede under forvandling livet igennem. Upartiskhed eksisterer ikke.

Det klogeste er at virke fleksibel. Man skal bare brande sig selv. Nogle må have glemt, at brand betyder det brændemærke, som kvæg får for at vise sit tilhørsforhold til en ejer. I vor tid skal man brændemærke sig selv. Mærket skal virke påfaldende, og man skal udadtil se ud, som om man har fuldstændig styr på verden.

Tilhørsforhold handler reelt om individers forhold til fællesskabet. Et af fællesskaberne er det politiske liv. De partier, der burde have været udgangspunktet for det politiske liv, er degraderede i en proces, hvor det at bekende kulør, forstået som det at indtage en universel eller klar position, er blevet mistænkeliggjort. Nu dækker også partierne sig ind i vrøvl.

Vore politikere rekrutteres fortsat gennem de politiske partier, selvom medlemstallet er faldet fra over 600.000 i 1960erne til under 150.000 i dag. Samtidig er antallet af vælgere vokset. Dermed er partierne blevet til en mellemting mellem opsamlingssteder for tosser, der ønsker opmærksomhed, og fantaster, der bilder sig ind, at Folketinget ikke bare formelt, men også reelt er det sted, hvorfra samfundets væsentligste politiske dagsordener defineres, og retningslinjerne for fællesskabets udvikling bestemmes.

PRESSEN STYRES AF EJERE, der for troværdighedens skyld erklærer deres partipolitiske uafhængighed. Dogmet er igen, at kender man interessen bag, svækker det nødvendigvis sagligheden i fremstillingerne. Men sagligheden ligger i metoden, ikke i interessen.

ER OG BØR

David Hume

Enhver forståelse af virkeligheden indeholder et er og et bør. Den logiske kløft mellem er og bør er i al klassisk filosofi og idéhistorie en kategori, ingen burde slippe uden om. At slutte direkte fra er til bør er rent fusk. Men tidens økonomer anvender ukritisk rationalitet både på er-siden og bør-siden. Derved gør de uafvidende Mammon til gud.

Væk er den raffinerede virkelighedsforståelse, som Gunnar Myrdal definerede i form af videnskabelig værdirelativisme. For ham bestod videnskabelighed i, at den subjektive interesse blev ekspliciteret sammen med de spørgsmål, der skulle undersøges, og de valg, der blev gjort undervejs. Den videnskabelige værdirelativisme matcher den amerikanske retning behavioralism. Grundlæggeren var Harold D Lasswell

Hvis en samfundsvidenskabsmand med et nazistisk udgangspunkt ville lave statistik på noget om intelligens og etnicitet, så måtte kritikere enten gå til metoden eller forkaste værdigrundlaget. Pointen er med Myrdals ord, at virkeligheden har det med at sparke tilbage. Et af hans gennembrydende værker tilbageviste indholdet af racistiske artikler ved at anvende statistisk stratificering, der tog højde for social baggrund og opvækstvilkår.

Relativisme beskyldes for at ende i vrøvl. Det er selv noget vrøvl, for vi forstår hinanden, og klargøring af værdipræmisser hjælper til at fremme forståelse og gensidig respekt. Heldigvis findes der jo en fælles fysisk og social virkelighed udenfor. Den er det fælles vand, vi svømmer i.

Det slemme fusk fremkommer, når de dele af virkeligheden, der ikke passer i en aktørs kram, tilbageholdes. Fusk er udbredt i det politiske miljø. I vore dage er det godt for os at huske Macchiavellis ord Interessen lyver aldrig, for det er blevet nødvendigt at skyde folk motiver i skoene, så længe de ikke selv ekspliciterer dem.

Men Myrdal kom fra den tid, hvor velfærdsstaterne var under opbygning, og hvor der var sat definerede mål for den politiske udvikling. I Danmark var det personer med et moralsk og idébetonet udgangspunkt, der satte dagsorden: Hartvig Frisch. Johannes Sløk, Hal Koch, K.E Løgstrup og Jørgen Bukdahl. Her var der ingen forveksling mellem bør og er. Det vidste, hvad de ville, og økonomien blev indrettet efter det. Sondringen mellem mål og midler gjorde mammon til midlet, ikke til gud.

I forvaltningsretten findes der en parallel i begreberne habilitet og kompetence. Efter reglerne om inhabilitet skal en person vige sit sæde, hvis vedkommende kan mistænkes for at have en usaglig interesse. Tankemåden er interessant her, for der skal være et værdisammenstød mellem en saglig og en usaglig interesse, før man kan tale om inhabilitet. Der findes en saglig interesse, og for de politiske repræsentanter i byråd og andre steder gælder, at deres politiske interesse ikke diskvalificerer.

I sagen om en jernbane ved Varde prøvede regionspolitkeren Carl Holst (V) administrativt at erklære de valgte repræsentanter fra regionsrådet i banens bestyrelse for inhabile, fordi de havde en anden position i sagen, end han ønskede, de skulle have.

Men interessen er først usaglig, hvis de pågældende uden for det hverv, de er sat til at passe, har en anden, tværgående interesse. For eksempel, hvis en ægtefælle er ledende medarbejder i selskabet.

Der er mistet blik for den saglige inter-esses værdi. I stedet har vi fået det idiotiske dogme om upartiskhed. Billedet af upartiskhed som mål har bredt sig som en svamp i samfundet, og ideen om den saglige interesse er blevet uretfærdigt gjort til skamme.

Journalisters og redaktørers egen politiske orientering opfattes som et forstyrrende element i enhver debat. Omvendt kan enhver redaktør sætte paneler af eksperter op, hvor for eksempel økonomer af samme observans sidder og diskuterer med hinanden uden nogen form for indgreb.

PÅ SAMME VIS gælder diskussionen om såkaldt værdipolitik. Intet forhindrer en upartisk journalist i at sætte Søren Espersen (DF) sammen med Sørine Gotfredsen. Upartiskheden er blevet en teatralsk stilkarakter, et dække for udøvelse af journalistisk aktivitet med tendens til et samfundsbevarende indhold.

Den juridiske finesse går videre end til at sondre mellem saglig og usaglig inter-esse. Når der opstår en konflikt mellem hensynet til mulig inhabilitet på den ene side og den faglige kompetence på den anden, gælder det som sidste princip, at den faglige kompetence går forud for mistillid på grund af usaglig interesse. Kan ekspertisen ikke erstattes af en habil ekspert, må man foretrække den inhabiles kompetence frem for den uvidendes inkompetence. Pointen er, at vi som udgangspunkt lever i et samfund, der bygger på tillid. Mistilliden bliver aldrig komplet.

Derfor burde partiskhed være et adelsmærke, ikke som nu et kainsmærke. Men Ove Kaj Petersen har med Fra velfærdsstat til konkurrencestat efterlyst, at nogle præster og idehistorikere sætter sig forrest i bussen.

Djøferne duer ikke, mener han, til at sætte politisk retning. Økonomerne starter og ender med rationalitet som mål og rationel adfærd som deskriptiv virkelighed. De fusker ved at slutte fra er til bør og tilbage igen. I det billede bliver mennesket ikke længere et selvstændigt individ, skabt i Guds billede, men et nyttedyr i økonomiens tjeneste.

Jeg kan tilslutte mig tanken om, at der skal retning til. Retningen er ikke saglig, men politisk. Når ledestjernen er fundet, kan vi sætte djøferne til at udføre de opgaver, der realiserer målene.