Halfdan Rasmussen

 

 

Noget om en dejlig nat

 

Søen ligger blank og våd
bølgerne er stumme.
Kun en lille fiskerbåd
kan man høre brumme

Under bådens hvide sejl
lligger jeg og fløjter.
Og på søens våde spejl
står min sjæl på skøjter.

Skøjterne er to små fisk
strålende og blanke.
Nattevinden stryger frisk
i min lyse manke.

Stjerner flagrer tyst som møl
under månens lampe.
Hjertet er et lille føl.
Hør, hvor det kan stampe.

 

 

Noget om kraft

Med store undrende øjne går jeg
hvor anemonerne lyser hvidt.
Og midt i forårets lysvæld står jeg
og ser mod himlen og spørger blidt:

Hvem opfandt lærken og nattergalen?
Hvem satteknopper på birk og bøg?
Og hvem bestemte, at  netop svalen
skal være svale og gøgen gøg?

Hvad er det dog for en slags reflekser
der kalder pindsvin og tudse frem?
Og hvem er det, der går rundt og hekser
i Hornbæk, Tarm og Jerusalem?

Thi alle steder er samme under
og samme kraft, der gør sjælen stum.
Og alle vegne går folk og grunder
på livetss dybe mysterium.

Men ingen svarer fra skjulte egne
og gir os grundig og god besked,
så jeg må svare på andres vegne
og formulere, hvad ingen ved:

Jeg tror, der ligger et barn dybt inde
i alle levende ting, der gror,
et barn, der er som en fuglevinge.
en lille gud, der er evigt stor.

Jeg tror, han danser i altings hjerte
Jeg tror, han hviler i altings vækst
Og alle underes under er det,
at han er ordløs og altings tekst.

Han er i spurvenes sang i hækken,
i solsortfløjt og i hundeglam.
Og hvis du lytter til tudsens kvækken
og lammets brægen, så er det ham.

Han er i regn og hvor støv må tørste.
I sandets rislen. I træets saft.
I alt det mindste. I alt det største:
Den mindste enhed. Den største kraft.

Hør, blæsten synger din sang, veninde.
Se, træet blomstrer på barnets bud!
Jeg tror, der lever et barn dybt inde,
en kraft, der aldrig kan drives ud.

 

 

Noget om billigrejser

Jorden drejer om sin akse
med en masse skyer på,
London, Skive, Rom og Fakse,
Novgorod og Åbenrå.
Alle steder bor der mensker,
som er højst forskellige.
En er russer, en er svensker,
og en del er hellige.

Jeg har hus på denne klode,
hus med lokum, høns og hø.
Jeg er glad og vel til mode
og vil meget nødigt dø.
Og når jprden drejer roligt
med mit lille husmandssted,
syns jeg det er helt utroligt,
at jeg også drejer med.

Jeg kan sidde ved mit vindu
npr det løber fuldt af vand,
mens jeg tænker på en hibdu
i det fjerne Hindustan.
Mon en sådan udenlandsker
sidder drømmende som jeg,
mens han tænker på en dansker,
som sandsynligvis er mig?

Mon hans kone bruger briller?
Er hun lliså køn som min?
Mon hun har en søn der spiller
på vemodig violin?
Har hans datter papilotter?
Er hun dejlig og banal?
Eller tømmer hun mon potter
på et hinduhospitel?

Sr, nu går den satans hane
pg gør hønsende besat?
Den skal slagtes en af da’ne,
så det er da  noget pjat –
Mon de frække hinduhaner
siger kykliky som vor,
eller har de andre vaner,
som kun Muhammed forstår?

Nu er solen atter fremme.
Hanen bruger sin alarm.
Det er rart at være hjemme
ved sin egen vindueskarm.
Jorden drejer om sin akse
drejer rundt med muld og vand.
Der er lanfr fra mig til Fakse
der er langt til Hindustan.

 

 

 Noget om mit hjerterum

O, hvilken salig fred! O hvilken salig fryd!
At sidde her med bagen vendt mod syd
og næsen ret i væggen, som er kalket
så hvid som mælken, når den nys er malket.

En flue summer tyst. En bille går
og biletterer i mit hår
hvorunder hjernen ligger i sin kasse
og spekulerer på en farlig masse.

Min pibe laver røg. Her dufter godt
af sød tobak, der hedder Navy Cut,
og som blir dyrket i de fjerne stater,
hvor fugkene, de hedder undulater.

I hjertets billedvindu toner frem
en bondemand, som løsnet på sin rem.
Han sætter sig på hug i ly af bakken
og aner ikke, han kan ses fra nakken.

Så er vi altså to, der sidder så’n
med hagen hvilende i højre hånd.
Kanhænd der er fler som føler trangen
til eftertænksomhed i solnedgangen.

Såfremt man tar hver eneste nation,
så  er der troligt nok en million
på marker, på hytter og paladser,
som brummer tyst med deres kontrabasser.

 

O, kunne alle sidde li’som vi
og nyde denne aftens poesi,
da ville ingen larmende kanoner
slå jævne folk af deres simple troner.

Da ville ingen krige bryde ud.
Da ville ikke lyde andre skud
end de, der lyder bag de lukte døre,
og som kun de, der sidder dér kan høre…

Jeg rejser mig og ved, hvad enden blir
det rasler trygt af gråt avispapir.
En  overskrift blir slettet. Døren knirker.
Og klokker kimer mildt fra fjerne kirker.

 

Noget om stjernefangst

 

                                                                                                                                                           Natten er så stille som en lille fugl der tier.
Det er ikke ilde med en sådan stille sund.
Tusind blanke bølgers spilledåsemelodier
toner ind mod kysten fra det åbne Øresund.

Bølgerne er kolde
og i månelys formummet.
Månens lille jolle
driver stille ind på land,
tager en blå konkylje med
og stævner ud i rummet.—
På den æde mole
står en lille salig mand,

 

Det er mig, der står der.
Jeg har stjerneskud i lommen.
Himmelske akkorder fylder rummets stilhed ud.
Den jeg står og venter på
er endnu ikke kommen.
Hun går nemlig også rundt
og samler stjerneskud.

Se, hun vandrer roligt
på en spinkel månestribe
møder mig fortroligt
med et kys, er siger pling!
. tar et lille stjerneskud
og putter i min pibe
hvor der bor en lille sol,
der fylder ingenting.

Alt, hvad jeg kan sige
er hurra! – men ganske stille,
mens min søde pige
lægger øret til min mund.
Og jeg hvisker atter
et hurra, der er så stille
som det sagn om Abraham,
der sad i Mamrelund.

Sådan går vi begge
gennem mange tusind nætter,
hvor de grønne hække
dufter sødmefuldt af maj.
Alle vore stjerneskud
har himmelske dubletter
så hvis du vil ønske
er der også et til dig.

 

Noget om helte

Livet er en morgengave
sjælen er et pilgrimskor
Der står krokus i min have
der står øller på mit bord.
Under himlen hænger lærken
som et fjærnt bevinget frø,
for en lærke tænker hverken
på et kæmpe eller. dø.

Her er fredeligt og stille
her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille
og et brev med pureløg.
Lad alverden slå for panden
og bekæmpe spe med spot
Jeg vil enes med hinanden
med mig selv og ha det godt.

Der er nok som går og sysler
med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha kanoner
og skærmydsler bag min hæk.
Mens de andre går og sveder
for at gi hianden lak,
vil jeg pusle med rødbeder,
selleri og pastinak.

Jeg vil ikke slås med bisser
Jeg vil så og ikke slå
Selv de rødeste radiser
kan man roligt lide på.
Og de sølle penge rækker
til lidt mer end skattessjov,
når ens kone går og trækker
sådan lidt til husbehov.

Gulerødder kan kun trække
op af jordens automat,
hvor de står i rad og række
mellem bønner og salat.
Og hvis jeg er træt og gnaven,
og det sker jo af og til,
kan vor muldvarp grave haven,
hvad den sikkert gerne vil.

 

Samson gik og styrted templer
Peter Freuchen brak sit ben
Ak, mod disse to eksempler,
er min dåd en ringe en.
Jeg har aldrig dræbt filistre
eller haft et ben af træ.
Og når stærke mænd blir bistre,
går jeg fra Thermopylæ.

Tiden går og tiden hverver
store mænd til mandig dåd.
Jeg, reserven blandt reserver,
bryder ofte ud i gråd.
Jeg får nerver og migræne
blot jeg skær mig på en dolk,
og vil helre slå min plæne
en slå løs på pæne folk.

Hvorfor skal man slå på tæven
eller nruge tæveord?
Jeg vil trykke folk på næven.
Jeg er ingen Tævedor
Lad dem tæve på hinanden
som har tæv behov endnu.
Jeg vil ikke klikke kanden
før jeg ser, den er itu!

Livet er en dejlig gave.
Jorden er en dejlig jord.
Der er øller i min mave.
Der er krokus på mit bord.
Når reserverne skal stille
for at splitte kloden ad
skriver jeg med kruspersille
jordens sidste heltekvad.

 

 

 

 

 

 

 

Noget om lykke

Jeg var en tyv i nat.
Du lå i søvnens blide
bevidstløshed med dukken
og bamsen ved din side.

Jeg lånte dine øjne.
Du brugte dem jo ikke.
Så gik jeg ud i natten
og gav mig til at kigge.

Alt var så sært fortryllet.
Det store træ, du kender,
tog himmelrummet til sig
med store drømmehænder.

De tætte hvide klynger
af blomstrende syrener
hang dryppende i rummet
som kølige fontæner.

Og i det grønne mørke
sad uglerne, som skærper
ved nattetid forstanden
på  grå, latinske verber.

På månestråler gik jeg
derop, hvor stjernevrimlen
står som en regn af gnister
fra hovslag under himlen.

Der satte jeg mig stille
og så vor klode vugge
på skyerne, som var den
en lille, søvnig dukke.

Jeg løb på nøgne fødder
imellem stjerneklaser
der stod på mælkevejen
i store blanke vaser.

Der tabte jeg min brille
og faldt og slog mig meget
men havnede, hvor sælsomt,
hos dig på sengelejet.

Jeg græd en lille smule
men det var kun af lykke,
for de to brune øjne
har gjort to blå så trygge.

 

 

Jeg er vokset op med et udvalg af Halfdan Rasmusssens viser, fordi min mor sang dem for os.  Også npr vi skukke sove. Melodierne, hun havde fået fingre i,m var skrevet af Mogens Jermiin Nissen. Jeg har ikke genfundet noderne endnu.

Men her kommer teksterne i min orden