Ærindet kan ikke undgå at være politisk 2. I det omfang, deres anbefalinger følges, vil det få politiske konsekvenser med hensyn til fordelingen af værdier i samfundet.
Økonomer kan ikke undgå, måske mere eller mindre implicit, at ville noget med det. Er de “nationaløkonomer”, er ærindet i politisk forstand at regulere samfundsøkonomen ud fra forestillinger om, hvad der er godt for samfundet, og hvad der vil være mindre godt.

Det ligger også i den neoliberale tradition, der har bevæget de borgerligt – højreorienterede økonomer siden Milton Friedman, der kørte en ihærdig kampagne mod den mere Keynes-orienterede økonomi/politikforståelse, der førtes op til omkring 1980.

Ærindet bliver ikke mere objektivt af matematiske formler

Det er ret typisk for den danske neoliberale nationaløkonomi som fag, at de har internaliseret en selvforståelse: Jo mere matematisk metode, der anvendes, des mere “objektiv” bliver den. Med andre ord opfatter de sig  som “uafhængige og objektive“. De ser ikke sig selv som “ude i et politisk ærinde”, mens det er klart for alle andre, at de navnlig ser på BNP og inflation, derimod mindre på samspillet mellem offentlig og privat sektor. Bekæmpelse af fattigdom og fordelingspolitik ser de som om ikke beklagelig, så “et politisk ærinde”.

Det indebærer også, at enhver beskæftigelse udenfor deres snævre synsmåde og genstandsfelt bliver skreget ud som “subjektiv”, “politisk ærinde” og endnu værre “føleri”, når det blot kommer i nærheden af “økonomi”.

Selv har de ingen følelser, mener de, Selv er de ikke ude i noget poltisk ærinde. Og hvis nogen bliver kede af noget, er det efter denne ukristelige objektivitetstro meget forkert, hvis nogen kniber en tåre.

Så kunne man spørge:  Skal en dokumentar være videnskabelig? Det vil jeg sådan mene, at den skal og bør være i den forstand, at dokumentationen skal være i orden. Der må dramatiseres, men ikke lyves.

Det vil sige, at påstandene og fremstillingen skal overholde almindelige samfundsvidenskabelige dokumentationsstandarder. Det gælder for eksempel udregningen af de 400 mia. Ingen har kritiseret den for manglende reliabilitet. Diskussionen, hvis der har været nogen, har handlet om dens validitet. Men at det er den gængse metode, når det handler om kolonialisme-relationer, har økonomerne ikke haft viden til at anfægte.

“Grønlands Hvide Guld” hvide guld var veldokumenteret. Der var en svipser af underordnet karakter, men den kunne være blevet rettet med en tiføjelse i præsentationsteksten eller en ændring i selve dokumentaren. Helhedsbilledet var i orden.

Problemet er, at de højreorienterede økonomifprofessorer ikke på noget tidspunkt har beskæftiget sig med nationaløkonomiske relationer mellem koloni og kolonimagt.

Havde de slået op i Tyskland eller Frankrig, havde de fundet hele institutter, der fokuserer på det emne. Fx. universitetetr i Bielefeld.

Nu skal man ikke regne med, at nutidens danske nationaløkonomer kan læse  fransk eller tysk. Men de skriver altså dernede på engelsk, så artikler om emnet er tilgængelige

Skal man danne sig et overblik over en virksomheds historie fra start til slut, bruger man dels econimies of scale som udgangspunkt og total revenue som det, der skal beregnes.

Lige præcis, hvad man møjsommeligt har gjort med Grønlands Hvide Guld.

At beløbet fremskrives til nutidsværdi er også anbefalet. 400 mia kroner over 133 år svarer til en aktivitet på 3 mia kr årligt. Det er meget småt.

Sådan en beregning er skønsmæssig. Man må formode, at der efter de første investeringsår kom en stigende aktivitet, men det viser sig jo historisk, at der var nogle år, hvor salg og aktiviteter vare høje, mens andre var forsvindende små.

Jeg hører til de statskundskabskandidater, der har eksamen i nationaløkonomi. Det gør mig ikke til nationaløkonom. Dels er eksamen oldgammel, dels har det ikke været min hovedbeskæftigelse efter jeg forlod universitetet. Men et par hurtige opslag var nok.

Højrefløjens politiske ærinde var at banke den indlysende sandhed ned, at kolonialismens inderste væsen er extractivism, udbytning. Man kunne have lavet en anden dokumentar om hvalfangst, der gav olie til oplysning af Europas gadelamper, smøreolie til industrien, margarine og andre produkter. Eller guldminer, kulminer.

Den næsten udtalte løgn står i påstanden om, at Danmark ikke udbyttede Grønland. Det er et massivt politisk ærinde. Bortforklaringen skriger til himlen. Man kan på den anden side sikkert sige en masse om, at Grønland også har haft glæde af forholdet til Danmark osv. Men den danske selvforståelse, at vi ikke har taget fejl, at den danske politik overfor Grønland udelukkende har været den rene gavebod, filantropi og velgøren