Kvalitetsløst udspil om Store Bededag stjæler opmærksomheden fra mere væsentlige emner

af Mikael Hertig, cand. scient.pol og politisk analytiker

Indledning

 

Når de skumle komplotmagere skal forklare sig, skal de helst se brødebetyngede ud. De kan så sige noget, der lyder som “desværre”. Sprogligt set kan der være noget nedladende over “desværre”, men når beklagelsen ligesom er noget, de selv har indflydelse på og tænkt igennem på forhånd, så burde de måske have sagt “heldigvis”.

I denne artikel bliver konklusionen, at hele komplottet har to formål:
1).   at aflede opmærksomheden fra den grønne omstilling, der mest af alt ligner det fremskridt, der aldrig kommer ud af stedet.
2).  at smide besværlige partier ud af forsvarsforliget. Resten er ikke tavshed, men beklagelse, retfærdiggørelse og den indre skjulte skadefryd.

Alligevel handler den artikel mest analytisk om, hvordan det ser ud, hvis man gav sig for at tage regeringsforslaget i høring alvorligt.

Hvis der er nogen kvalitet overhovedet i regeringens udspil  må det være, at det er der en meget tidlig morgentime blevet enighed om mellem de tre regeringspartier, før øjenlågene faldt helt i. Hverken juridisk, teologisk, økonomisk eller politisk er der nogen mening i den galskab .

Sådan ser det ud, og det beskrives i denne artikel . Men det har en skjult kvalitet: Det afleder opmærksomheden fra mere væsentlige emner. På den måde  er der tale om politisk tryllekunstnervirksomhed.

I denne artikel  læser du først om den politiske tryllekunst.  Derefter kan du  læse om de andre aspekter, hvor der ledes efter mening med et forslag, der burde lande som dansk rekord i meningsløshed i regeringsudspil .

Indledningsvis er vurderingen, at hvis ikke der rejses en folkeafstemning om forslaget, risikerer vi, at det bliver gennemført. Om det er et kabinetsspørgsmål for regeringen eller ej, er ganske underordnet.

Politisk tryllekunst

Set ud fra en nøgtern vurdering af forslaget om at afskaffe Store Bededag som middel til at opnå et eller andet, er det noget nær værdiløst eller ligegyldigt. Selv, hvis man mener, at der ud af et BNP på 2.200 mia og en offentlig kasse på 1.100 mia måske fylder 3 mia årligt, er det i enhver henseende mikroskopisk. Og som middel til at finansiere stigende forsvarsudgifter er øremærkningen betydningsløs, sagligt set. Men den ende med at kyle saglige partier ud af forsvarsforliget, fx. SF. Før vi laver eksegese på økonomien vil enhver med matematisk – statistisk indsigt kunne indse, at øremærkningen af 3 promille af den offentlige sektors budget nok er behæftet med en slags usikkerhed.

Bortset fra det står vi overfor splittelser både indenfor regeringen og blandt partierne om meget vigtigere temaer, for eksempel den grønne omstilling.

Samlet bedømt tiltrækker Store Bededags-sagen sig kolossal offentlig opmærksomhed og protest, mens forsvindingsnummeret om den grønne omstilling glider op i ærmelunden, hvor vi ved, at der af hensynet til Landbruget ingenting sker.

Litteratur: Bachrach & Baratz: Two Faces of Power (The Art of Non-decisionmaking)

 

 

Det papirløse ægteskab mellem kirke og stat

Forholdet mellem kirken og staten er “et papirløst forhold” eller måske ligefrem noget så selvmodsigende som et papirløst ægteskab.

Tilsyneladende er der papir på., men forholdet er flertydigt og fyldt med indre modsigelser.

Dertil kommer, at regeringens forslag er enestående i den forstand, at vi i Danmark ikke har set noget lignende siden reformationen i 1536.

Store Bededag blev ganske vist først indført i 1686. Læs nærmere her.
Bemærk, at initiativet til at indføre dagen som helligdag kom fra biskoppen i Roskilde, hans Bagger. Siden blev ordningen, der gjorde dagen til fridag  knæsat ved en kongelig forordning.  Ordningen har siden 1686 således haft både et kirkeligt og et verdsligt grundlag som henholdsvis helligdag og fridag.

JURAEN
Cujus Regio: Fyrsten bestemmer kirkens trosretning

Cujus Regio
Siden overgangen fra middelalder til renæssance har den augsburgske fred 1555 har der også i Danmark  været en stiltiende overenskomst mellem den gejstlige og den verdslige magt om, at regeringen ikke blander sig i kirkens indre anliggender.  Overholdelsen af denne forståelse/ eller overenskomst indebærer, at regeringen kun vedtager ændringer, for eksempel i helligdage efter en forudgående accept fra folkekirken. Her er problemet, at folkekirken jo ikke formelt har en direktion, pave eller ledelse, der har patent på at udtale sig på kirkens vegne. Men biskopperne har sendt en samlet protest til den nyudnævnte kirkeminister Vibeke Schack Elholm..

Problemet er, at regeringen formelt mener, den er i stand til at udstede en kongelig resolution[mfn]Christensen JP, Dansk Statsret 2016, 124, 143, 183f[/mfn].

Det fremgår, at regeringen mener, at der skulle være hjemmel i grundloven til at regeringen skulle kunne udstede en slags anordning, en kongelig resolution, der sætter folkekirkens kompetence til at bestemme sine indre anliggender ud af kraft.

Statsretligt er det svært diskutabelt, om regeringen ved kongelig resolution  kan gribe ind i folkekirkens indre anliggender.  For så vidt den kongelige resolution overfører kompetence til at udstede regler med gyldighed for folkekirken fra kirkeministeren til fx. beskæftigelsesministeren. Pointen er, at godt nok er det et regeringsprærogativ at fordele arbejdsopgaverne til regeringens ministre. Men det skaber jo ingen kompetence til at intimidere folkekirken ved at blande sig i dens indre anliggender. . Regeringen har, vil nogle, herunder undertegnede, nok mene, at regeringen ingen kompetence har til at ændre i kirkens bekendende skrifter, alterbogen og den kirkelige liturgi.

Det spørgsmål har vores førende kirkeretsekspert  Lisbet Christoffersen  behandlet direkte i en artikel i Kristeligt Dagblad ,  hvor hun nærmest konkluderer, at regeringen nok overskrider sin kompetence. Problemet kan også ses jf grundlovens § 66, der påbyder, at folkekirkens ordning skulle have været fastlagt ved lov. Men der er ingen sådan lov, så derfor befinder folkekirken sig i et forfatningsmæssigt limbo  Det skriver Lisbet Christoffersen også om her.

Jeg vover på den baggrund at hævde, at regeringen og dens partier skænder folkekirken.

 

Økonomien.

“Det gamle ord:
“En arbejder er sin løn værd,” det passer. Altså  forudsat, at han bestiller noget.” (Robert Storm Petersen)

Keynes: Regeringen skal prøve at styre og regulere efterspørgsel efter arbejdskraft gennem pengepolitik og  finanspolitik (skatter mm).

Friedman, Thatcher,: Neoliberal økonomi: Styring af udbudet af arbejdskraft gennem finanspolitik og den offentlige sektor.

Overgangen til neoliberal økonomi fra den keynesianske er et gammelt fænomen. I Velfærdsstatens opbygningsperiode var spillet mellem stat og privatsektor, hvis mål var at udjævne konjunkturer. Den såkaldte keynesianske politik, der ser på løndannelse og arbejdsmarked ikke ud fra en (over) vægt på  dets udbudsside, men på efterspørgslen efter penge og arbejdskraft. Den særlige tyske forståelse med en forholdsvis stor offentlig sektor. (ordoliberal), som med nogen tilsnigelse kan ses som en variant af NPM og neoliberal udbudsøkonomisk politiik.

Det typiske for finansministeriets økonomiforståelse er, at den ser samfundsøkonomi som en slags naturvidenskabelig objektiv disciplin, man kan se på som neutral virkelighed. Og så  Derved sidder der nogle indbildte specialister, der gennem sindrige matematiske modeller og regnestykker præcist bilder sig ind at kunne sige, hvad der er godt for samfundet i det lange løb, uden at de af den grund.

Grundantagelsen er,  at der skulle være en ligefrem proportional sammenhæng mellem arbejdstid og produktivitet. På det lille niveau, “mikro” kan det fint være, at regler af typen “fem mand graver en grøft” passer. Jo flere mænd, der graver grøfter, des kortere tid tager det at grave en given længde. Og jo flere mænd, der sættes til at grave grøfter i timen, des længere

Et eller andet skummelt sted i den røde bygning i finansministeriet må der sidde nogle neoliberale økonomer, der på det store samfundsniveau tror, de kan oprejse den vinkelrette i bruttonationalproduktet og hævde, at man kan bygge “Fem mand graver en grøft”  til hele arbejdsmarkedet.

Omvendt proportionalitet mellem præsteret arbejdstid

Historisk viser danske erfaringer en omvendt proportionalitet og præsterede arbejdstimer. Det fremgår af det tilsyneladende fra 1960 – 2000 forholder sig modsat. Produktiviteten stig, nærmest eksploderede i perioden, og mængden af præsterede arbejdstimer faldt. Man kan i en verden, hvor alle mulige sammenhænge påvirker samfundsøkonomien, måske ikke håndfast skrive, at der produceres per automatik mere, jo kortere arbejdstiden bliver.
Lad os nøjes med at konstatere, at finansministeriets regnedrenges modeller intet har med den empiriske virkelighed at gøre.

Kilde Danmarks Statistik

Øremærkningen og koblingen til forsvarsforliget

De skumle regnestykker skulle vist antyde, at ved at sløjfe store bededag som helligdag skulle  Danmarks offentlige kasser score 3 milliarder om året. Godt nok er bjørnen ikke skudt, og ganske vist er regnestykket mere phantasi end virkelighed.  Men skindet skal sælges NU. Lovforslaget  er sendt i høring, og partier, der ikke vil støtte dette forslag har allerede fået besked om, at hvis ikke de støtter forslaget, så er de dermed ude af forsvarsforliget. Læs fx. her.

Det her er næppe decideret sagligt al den stund, de tre fantasimilliarder vel bare kunne have været taget i rummet ved siden af regnedrengene, også kaldet roderummet.

Parlamentarisk eller hvad man nu skal kalde det, så er det i et land med “hen over midten” og brede forlig et særsyn, at deltagelse i nedlæggelsen af en helligdag henover hovedet på folkekirken bliver gjort til en betingelse for at kunne deltage i fremtidige forsvarsforlig

Det svarer til den tyske rigskansler, Bernhard von Bülow der i 1908 sagde de berømte ord

“Og vil du ikke være min bror, så flækker jeg skallen på dig” (“Und willst du nioht mein Bruder sein, dann schlag ich dir den Schädel ein”)

Noget tyder på, at de radikale ender med at makke ret.

Den danske model

Det er helligbrøde, hvis regeringen bryder ind i de aftaler, der indgås som overenskomster mellem de forhandlingsberettigede parter, “arbejdsgivere” (dem der får arbejde ) og “arbejdere”, (dem der giver arbejde). Tilsammen går reglerne under betegnelsen “Den danske  model”.

Regeringen har efter fremsættelsen af sit lovforslag, indrømmet, at dele af Store Bededags-nedlæggelsen er et direkte angreb på den danske model.

Pressen har vidt og bredt beskrevet raseriet i fagbevægelsen og i det socialdemokratiske bagland.

Konklusion:

At ville sløjfe Store Bededag som helligdag kan meget vel være forfatningsstridigt eller ulovligt som indgreb overfor folkekirken,

Den økonomiske beregning bagved er et eller andet sted mellem utroværdig og bullshit.

Socialdemokratiet deltager i noget, der minder om vold på den danske arbejdsmarkedsmodel

Ideen om at koble en fantasi-indtægt til oprustningsvelvilje og dermed fortsat deltagelse i fremtidige forsvarsforlig bringer i hvert fald SF ud i et dilemma.

De tre deltagende partier har forpligtet hinanden til at stå sammen, no matter what, ud fra devisen: Vi går ind for et hvilket som helst  skridt, tilbageskridt eller fremskridt, bare vi står sammen i tykt og især i tyndt. I sangen hedder det jo:

“Jo mere, vi er sammen, er sammen, er sammen. Jo mere, vi er sammen, des gladere vi blir”

Jeg ser derfor to hensigter: At aflede opmærksomheden fra regeringens passivitet i forbindelse med den grønne omstilling, og at få skabt en ny forligskreds om fremtidige forsvarsforlig.

Prisen er, at Socialdemokratiet mister sine engang så væsentlige er til store dele af arbejderbevægelsen, at regeringen lægger sig ud med fagbevægelsen, og at dirigent stokken er udskiftet med et baseballbat.

 

 

Litteratur:

Bachrach & Baratz, Two Faces of Power , (link)

Christensen, JP mfl. Statsret JØF Forlag 2016

Christiansen, Marianne: Jyllands .- Posten, ; Forslaget om at afskaffe store bededag truer det papirløse forhold mellem staten og folkekirken