Kildeintroduktion:

I denne kilde redegør den socialdemokratiske politiker K.K. Steincke (1880-1963) for tankegangen bag racehygiejne og eugenik, der på dette tidspunkt var forholdsvis nye ideer om at forhindre fx mentalt han-dicappede og psykisk syge i at sætte børn i verden. Antagelsen var, at mange sygdomme og handicaps skyldtes ’arvelig belastning’. Metoderne var blandt andet at sætte personerne under opsyn på institutioner og at gennemføre lovgivning om sterilisation og ægteskabsforbud. Steincke op-fordrede til, at teorierne og metoderne skulle undersøges for at afklare, om de kunne være et væsentligt element i en nyordning af socialpoli-tikken, idet det ville kunne være med til at begrænse de øgede økono-miske udgifter til sociale hjælpeforanstaltninger.

Teksten er et uddrag af Fremtidens Forsørgelsesvæsen (1920), der var en kritik af den daværende forsørgelseslovgivning og fremsatte forslag til en omfattende revision af den danske sociallovgivning og dens admini–stration.
Steincke var på dette tidspunkt medlem af Landstinget og skrev bogen efter opdrag fra den radikale indenrigsminister Ove Rode (1867-1933). Bogen bygger i vid udstrækning på hans tidligere udgivelser samt betænkninger om sociallovgivning. Steincke deltog som senere justits–minister (1924-26 og 1935-39) og socialminister (1929-35) i gennemfø–relsen af mellemkrigstidens sociale reformer, blandt andet Socialrefor–men i 1933. Tiltagene byggede i vidt omfang videre på tankegangene i Fremtidens Forsørgelsesvæsen.

Som det første land i Europa fik Danmark i 1929 – på Steinckes initiativ – en sterilisationslov, der åbnede op for, at personer med handicap frivilligt kunne steriliseres for at forhindre, at de satte børn i verden. Loven blev i løbet af 1930’erne suppleret med en adgang til tvangsindgreb samt yderligere racehygiejniske bestemmelser i forhold til ægteskab og adgang til provokeret abort.

I kapitlet umiddelbart før dette – “Det sociale Minimums Politik” – redegør Steincke for, hvad en moderne sociallovgivning bør tage hensyn til, her–under beskyttelse af og forsørgelse af de svageste i samfundet (”det sociale Minimum”). Racehygiejnen ses derfor som en metode til at begrænse udbredelsen af arvelige sygdomme og handicaps, især ud fra en (samfunds)økonomisk argumentation.

Kap 22. Raceforbedring (Racehygiejne, Eugenik)

Den tiltagende Humaniserings Ulykker

Fra forskellige Sider, ogsaa fra Tilhængere af det sociale Minimums Politik[1], som af den moderne Sociallovgivning i det hele, rejses der dog adskillig Kritik og principielle Betænkeligheder ved dennesubegrænsede Fortsættelse og Udvidelse, og der rejser sig derfor det Spørgsmaal, om denne Lovgivning dog ikke samtidig rummer Farer, som maa bekæmpes, og om man ikke rent videnskabelig kan begrunde visse Indskrænkninger i eller en Begrænsning af den, selv om man iøvrigt anerkender dens med Samfundsforholdene givne Nødvendighed og Nytte.

Disse Indvendinger fremkommer, for saa vidt de i det hele har nogen Vægt og ikke stammer fra en almindelig, følelsesbetonet Uvilje mod den stigende (saakaldte) Humanitet, i Reglen fra Arvelighedsforskere, Race–biologer, Sociologer eller praktiske Retsanvendere i Strafferetsplejens el–ler Forsørgelsesvæsenets Tjeneste, og gaar som oftest ud fra følgende Tan–kegang[2], der iøvrigt forudsætter og billiger det sociale Minimums Politik:

Enhver, der lever, ethvert menneskeligt Væsen skal have Ret til den lykkeligst mulige Tilværelse, og skal, om fornødent, beskyttes og plejes.

Kun i een Henseende maa Samfundet være paa sin Post: med Hensyn til Forplantningen. Hvis et menneskeligt Væsen, der er belastet med arvelige Anlæg, nu eengang er født, skal han have Ret til at leve og glæde sig ved Tilværelsen, saa vidt han kan og Hensynet til hans Medmenneskers Vel–færd tillader det, men een Ret skal han miste, een Mulighed skal berøves ham, nemlig at overføre sine Mangler til Efterkommerne og paa den Maade at forevige og mangedoble Ulykken.

»Denne Dobbelt-Darwin, tanke betyder Forsoningen mellem den i Naturen herskende Udvælgelsesgrundsætning og Menneskekærlighedens sædelige Grundsætning: Vi behandler »Undermaaleren« med al Omsigt og Kærlighed, men forbyder ham blot til Gengæld at formere sig«.

Eller som vi i det daglige, men mindre filosofisk, støder paa den samme Tankegang: Hvad nytter den stigende Humanisering, den stadigt voksen–de offentlige Forsorg. Den mangeartede Omsorg, de store Tilskud til Bør–neforsorgen, dels ved kontante Tilskud, Velgørenhed og allehaande Ind–samlinger, dels ved Oprettelse af Børnehjem, Sanatorier, Vuggestuer, Hittebørnshospitaler, Welanderhjem[3] o. s. v., o. s. v. fører kun, takket være Lægevidenskabens og Sygeplejens stærke Udvikling, til at svække Slægten ved at holde Liv i Tusinder, som Samfundet var bedst tjent med bukkede under.

Ja, hvad værre er, ved at holde Liv i disse Tusinder, siger man, giver vi dem Mulighed for at sætte Titusinder af endnu daarligere udrus-tede og paa forskellig Vis arvelig belastede Efterkommere i Verden, og vi naar efterhaanden, — er forøvrigt allerede stærkt paa Vej til — de samme Forhold, som har bragt alle tidligere Civilisation-er til at gaa til Grunde, nemlig at Børneantallet med den stigende Civilisati-on indskrænkes mere og mere i Befolkningens Overklasse og i Mid-delstanden, medens de aller laveste Lag, derunder Forbrydere og Undermaalere af enhver Art, formerer sig langt stærkere.

Enhver Kultur bærer, ved den med Udelukkelsen af den naturlige Ud-vælgelse følgende Forringelse af Folkets fysiske Sundhed og aandelige Kraft, Spiren til sin egen Undergang i sig, og Sociallovgivningens Tendens til at virke fremmende paa disse Kulturens uheldige Sider understøttes desuden stærkt af de ligeledes med Kulturen følgende Foreteelser: Krig og Prostitution. Thi Krigens direkte Virkninger er de modsatte af dem, Kam-pen for Tilværelsen og [d]en naturlige Udvælgelse medfører; denne levner nemlig den stærkeste og kraftigste, Krigen tager først og fremmest de yngste, sundeste og stærkeste i Nationen. Og Prostitutionen med alt, hvad dertil hører af Kønssygdomme, m.m, breder sig fra de store Byer ud over hele Landet, tillige støttet af Militærvæsenet med dettes almindelige Vær-nepligt. Den med Kønssygdommene følgende Ufrugtbarhed angriber end-videre fortrinsvis de højere og mest begavede Befolkningslag, de som i Forvejen gennem deres Dyrkelse af Eet- og Tobørnssystemet er med til at befordre Racens Degeneration.

Raceforbedringens Nødvendighed

Hvis vi derfor ikke vil risikere den moderne europæiske Civilisations gradvise Tilbagegang og endelige Undergang maa vi ind paa en systema–tisk Modvirken af de nævnte uheldige Følger af Civilisationen og tillige tilstræbe en Forædling af Racen, den saakaldte Eugenik[4], i Tyskland og Norden særlig benævnet Racehygieine eller Raceforbedring.

I Virkeligheden er Tanken om Raceforbedring meget nærliggende! En–hver Dyreopdrætter, enhver Gartner, ja selv den læge[5] Landbruger gaar jo ud fra, at han kun kan forvente et sundt Afkom eller en normal Afgrø–de, naar han skyder de slette Eksemplarer af Racen ud og kun til Avlen anvender de kraftigste, de med de mest ønskværdige Egenskaber udru–stede Individer; den praktiske Landbruger er meget fortrolig med Race–forædlingen og den kunstigeUdvælgelse (i Modsætning til Naturens Udvælgelse).

Hvad der tillige maatte fremme Tanken om Raceforædlingen ogsaa for Menneskeslægten — foruden Analogien for Dyre- og Planteverdenen — var tillige det Forhold, at man gennem praktiske Undersøgelser af forskellige Slægters Historie havde paavist, at alle de Farer for Degeneration og Ned-arvning af sjælelige eller legemlige Defekter, som vi nys har omtalt, ikke blot i al Almindelighed kunde antages at lure paa Menneskeheden, men virkelig var til Stede og viste deres skæbnesvangre Følger fra Dag til Dag.

Særlig kendt er saaledes Undersøgelserne vedrørende Forbryder–slægten Juke(et Pseudonym), foretagne af Richard L. Dugdale[6] 1874—77[7]) og senere fuldført af andre, særlig Arthur H. Estabrook[8]  ved Davenports »Eugenics Record Office[9]« i Amerika. Slægten kan føres 8—9 generationer tilbage til en aandelig defekt og fordrukken Nybygger af hollandsk Oprindelse, hvis 2 Sønner giftede sig med 2 Søstre, af hvilke den ene kaldes »Margareta, Forbrydernes Moder«; hun var lidende af »mo–ral insanity« og ernærede sig ved Utugt. De fem af hendes Søns syv Døtre var prostituerede, den sjette Idiot og kun den syvende anstændig; alle var be–fængt med Syfilis. Usædelighed og tøjlesløs Levevis er karakteristisk for de fleste Kvinder af denne udbredte Slægt. Forbrydelser, Drukkenskab og Vagabondage er særtegn for Mændene. Endvidere raser Nervesyg–domme i Slægten, og en Mængde af dens Medlemmer er internerede i a–merikanske Sindssygeanstalter o. lign. Stammen har sit Hovedkvarter i en afsides liggende Dal, og herfra udsendes Ekspeditioner for at stjæle eller begaa andre Forbrydelser. Seksuelle Skranker kendes ikke, i Stam–men hersker den rene Promiskuitet, og den stærke Indavl giver selvfølge–lig endnu flere Undermaalere i den i Forvejen syge Slægt.

 

Man har Kendskab til 2820 af denne Forbryderslægt, af hvilke de 2094 var af »ægte Jukeblod«, medens de øvrige havde giftet sig ind i Slægten. De er alle bleven undersøgt af racebiologiske Forskere, og Resultaterne var saare uhyggelige. Hæderlige Menneskers Eksempel har ingen Indflydelse paa dem, og, selv hvor de bor spredt, har de en ejendommelig Tilbøjelig-hed til at gifte sig med Folk af lignende Kaliber. Netop hos denne Slægt ses klart Forholdet mellem Individernes Arv (Anlægspræg) og det af Omgi-velserne paatrykte Præg. Arven er som en Stormflod, der nedbryder alle kunstige »Dæmninger«.

Af nærmere Detailler, Slægten vedrørende, kan fremhæves følgende: Hver Kvinde af denne berygtede Slægt føder gennemsnitlig 4 Børn, mel–lem 20 og 30 pCt. er »uægte«. Af Slægtens nulevende, kendte Medlemmer var 748 over 15 Aar; af disse var 78 upaaklagelige, 255 førte ligeledes en hæderlig Vandel[10], men levede under meget daarlige Kaar; 323 hørte derimod til Samfundets Udskud, hvis blotte Eksistens var en stadig social Fare (94 var for lidet kendte til at kunne rubriceres).

Estabrook kommer til det Resultat, at 55 pCt. af Ægteskaberne i denne Slægt er afgjort skadelige for Efterkommerne, de resterende 45 pCt. for-svarlige. Saafremt man ved et Forbud havde hindret de førstnævnte Ægteskaber, eller ved Sterilisering (se nedenfor) havde afskaaret dem fra at faa Følger, mener den amerikanske Racebiolog, at højst 5 pCt. af Slægten vilde vise uheldige Anlæg i næste Generation. Nu har Slægten i direkte Tilskud til dens Underhold eller Forsørgelse kostet det amerikan-ske Samfund 1.250.000 Dollars fra 1800—75 og siden er Beløbet vokset til 2.093.685 Doll., og dog er det jo ikke Pengene, der betyder noget afgørende i hele dette Forhold.

Et andet »Skoleeksempel« anføres af Dr. Rutgers[11]. Pilman har under–søgt, hvorledes det stod tilmed 709 af de 834 Efterkommere, der ned–stammede fra en berygtet i 1740 død alkoholistisk kvindelig Vagabond. Af disse 709 var 106 født udenfor Ægteskab, 142 var Betlere, 181 prosti–tuerede, 96 dømte Forbrydere, deraf 7 Mordere. Staten havde i direkte Udgifter til denne Familie i 75 Aar udgivet 5 Mill. Mark.

Noget lignende Resultater vilde man sikkert opnaa, hvis man systematisk undersøgte Storbyernes Fattigvæsens Protokoller og Registre; i hvert Fald har det ofte undret mig ved Frederiksberg Fattigvæsen[12], som dog kun i ringe Grad er tynget af den egentlige Storbys grænseløse Elendig–hed, at se Medlemmer af visse Slægter dukke op snart i det ene, snart i det andet Forhold til Fattigvæsenet: Bedsteforældre, Forældre, Børn og forskellige Linier af besvogrede, og, gik man videre, vilde man finde den samme Slægt repræsenteret i Straffeprotokollerne og godt kendt af Poli–tiet, som af Hospitalerne.

Der er ingen Tvivl om, at den sociale Lovgivning begaar en Fejl ved ganske at ringeagte Arvelighedsmomentet. Den har fulgt den — særlig af socialis–tiske Teoretikere (bortset fra Lombroso[13] og enkelte andre) altfor ensi–dig hævdede — Læresætning, at hvis blot Fattigdommen og andre sociale Misforhold blev fjernede, vilde vi alle blive som Engle; men den moderne Arvelighedsforskning i Forbindelse med de praktiske Undersøgelser har vist, at i hvert Fald visse Anlægspræg bevares paa Trods af Opdragelse og ydre Kaar i Generation efter Generation, og det er bl. a. disse Erfaringer, som gør, at Raceforbedringstanken ikke pure kan afvises.

Paa den anden Side har den sociale Lovgivning, netop hvor den er videst fremskreden, taget mange af de Opgaver op, som ellers maatte løses ad anden Vej, og gennem Anstaltsforsørgelse, rationel Kur og Pleje, Opret–holdelse af Hjemmene .osv. i vidt Omfang bidraget til at modvirke eller til–sløre mange af de Ulemper, der ellers vilde have truet Samfundet eller Børnene som Følge af nedarvede sjælelige eller fysiske Defekter. For saa vidt forudsætternetop Raceforbedringen den sociale Lovgivning, men den anser ikke denne for tilstrækkelig, hvad den absolut heller ikke er, naar det gælder om, saa vidt muligt, at komme Nedarvningens uheldige Resul–tater til Livs.

At den sociale Lovgivning imidlertid har udrettet overmaade meget i den anførte Henseende, indlyser ogsaa deraf, at man særlig i de Lande, hvor Staten griber mindst ind med Socialreformer, og da navnlig i Amerika, staar til Halsen i Raceforbedringsteorier og -praksis, medens disse Teor–ier omvendt er saare lidet kendt og overhovedet ikke er optaget til prak–tisk Anvendelse i et Land som vort, der er ved at gaa i Spidsen med Hen–syn til Sociallovgivningen. Denne Forskel kan ikke være tilfældig, og kan heller ikke tilstrækkelig begrundes ved Forskel i Befolkningens Syn paa disse Spørgsmaal[14].

[Steincke gennemgår og diskuterer på de næste sider forskellige arvelighedsteorier og amerikansk praksis]

Principielle Betænkeligheder

Naar vi har dvælet saa udførligt ved den amerikanske Lovgivning om Ra-ceforbedring, er dette sket, ikke alene fordi hele Problemet mærkelig nok er omtrent ukendt, eller i hvert Fald næsten ikke diskuteret i den omfat-tende Kreds, der i øvrigt nærer sociale Interesser herhjemme, men ogsaa fordi der ikke er den fjerneste Tvivl om, at disse Spørgsmaal vil komme paa Dagsordenen, efter at den med Verdenskrigen følgende Elendighed og Demoralisation har mangedoblet Europas Vanskeligheder med Hensyn til Udviklingen af den sociale Lovgivning og Slægtens Sundhed. Tillige er det selvfølgelig ved en grundlæggende Ordning af Forsørgelsesvæsenet af afgørende Betydning at blive klar over, om og i hvilket Omfang man eventuelt kan eller bør erstatte eller supplere offentlig Forsorg med ra-cehygieiniske Foranstaltninger.

Ved Skildringen af den herhenhørende amerikanske Udvikling, der altsaa i højere og højere Grad er gaaet i Retning af Racehygieinens praktiske Gennemførelse, har vi i det væsentlige refereret denne Udvikling, men det er ikke Meningen, at dette Referat skal opfattes som et Defensorat[15] for Raceforbedringen efter amerikansk Mønster.

Thi ganske vist er det selvfølgeligt, at den, der er kendt med de dyriske Scener, der blot som Følge af paagældendes abnorme Kønsliv udspilles indenfor Aandssvage-, Sindssygeanstalternes og Hospitalernes Mure, og som i sin Egenskab af Forsørgelsespraktiker Gang paa Gang har set de u-hyggeligste og tristeste Udslag af Undermaalernes uhindrede og ansvars-løse Børneavl, med den største Interesse følger en Raceforbedringslov-givning som den amerikanske; men eet er at følge Udviklingen med Interesse, et andet at acceptere den kritikløst.

Og ser man nærmere til, kan det ikke skjules, at den amerikanske Lovgiv–ning hviler paa et teoretisk Grundlag, der er altfor usikkert, at det praktiske Grundlag af Erfaringer, hvorpaa der bygges, heller ikke tillader saa vidtgaaende Foranstaltninger, som enkelte Stater er gaaet med til, at Gennemførelsen af Lovene gennemgaaende ikke synes tilstrækkeligt betryggende, set fra Individets Synspunkt, og atman overhovedet ikke har Øjnene aabne for de Farer for Befolkningens aandelige Sundhed, der netop lurer ved en for hurtig eller paa et for skrøbeligt Grundlag gennem–ført Raceforbedring.

Naar man saaledes ofte beklager sig over, at Befolkningen i sin Helhed er
for lidt oplyst til at interessere sig tilstrækkeligt for Raceforbedringen, er jeg i Øjeblikket tilbøjelig til netop at betragte dette som en stor Fordel; thi in-tet vilde være mere skæbnesvangert baade for en forsvarlig Gennem-førelse af det berettigede i disse Tanker, altsaa for Raceforbedringens praktiske Fremtid, og for Bevarelsen af Folkets sunde Omdømme med Op-retholdelsen af de etiske Værdier, end om Befolkningen i for høj Grad kastede sin Kærlighed paa Raceforbedringen.

Skal denne gaa frem paa forsvarlig Vis, skal det netop være paa et fuldtud uangri.beligt, videnskabeligt Grundlag, befriet for Føleri, Agitation og »Stutteri« argumenter, medens disse Tanker, kastet i Grams og udleveret til almindelig offentlig Diskussion i Dagspressen og paa Møder, utvivlsomt med Befolkningens hele aandelige Niveau vilde have en forraaende Virk-ning. Thi naar man kender den voldsomme Ihærdighed, med hvilken man altid forgrover Videnskabens nyeste og mest tvivlsomme Resultater, og naar man véd, hvor forudsætningsløst og absolut kritikløst det store Fler-tal sluger de Ideer, som synes moderne, har man ikke vanskeligt ved at fo-restille sig Virkningerne af en for uforsigtig eller kraftig Agitation paa dette Omraade

.

Da Grundtankerne i Raceforbedringsteorien nemlig er saare letfattelige og umiddelbart rigtige, og da Godtkøbsindholdet i Darwinismens Udvik–lingslære allerede er Allemandseje, vilde Følgen af en Forcering af Race–forbedringstanken hurtig ude i Befolkningen blive en — billedlig talt — ligefrem Klapjagt[16] paa alle legemlig eller aandelig svækkede eller sva–ge, ofte rent menneskelig set de fineste, sarteste og mest værdifulde Ele–menter i Kultursamfundet, og Befolkningens Ideal vilde i endnu langt hø–jere Grad, end det allerede er Tilfældet, blive Fodboldspilleren og Bok–seren, hvad Civilisationens og Kulturens Fremgang var meget lidet tjent med, foruden at denne Betragtningsmaade vilde være bunduviden–skabelig og bunduretfærdig overfor de allerfleste af de paagældende som »Raceundermaalere« udpegede Individer.

Paa den ene Side tilraader altsaa Slægtens faretruende Udvikling og den rationelle Begrænsning af Forsørgelseslovgivningen og Humaniteten i Efterslægtens Interesse, at man slaar ind paa Raceforbedringens Veje, paa den anden Side maner Hensynet til vor usikre Viden, til Befolk-ningens aandelige og etiske Sundhed og til alle svagt udrustede, men iøv-rigt værdifulde Medmennesker os til at gaa frem med den største Forsig-tighed og kun paa et absolut uangribeligt Grundlag, videnskabelig som etisk.

Arvelighedsforskningens Resultater

Før vi altsaa overhovedet kan tage Stilling til Raceforbedringen, maa vi vide, hvad Arvelighedsforskningen overhovedet med Sikkerhed kan slaa fast med Hensyn til Arveligheden af de forskellige Defekter, foruden at vi maa kende disses Betydning for Individet, Slægten og Samfundet. Af Hensyn til Problemets store Betydning for Forsørgelseslovgivningens nærmere Ordning eller Begrænsning, er det nødvendigt og tillige af emi–nent Interesse at komme til Bunds i denne Sag. Thi sæt at Arveligheds–forskningen virkelig med eksakt Nøjagtighed kan sige:

“De og de Personer, der lider af de og de bestemte Defekter eller Sygdomme, vil overføre deres Mangler til Efterslægten, Generation efter Generation og skabe uoverskuelig og stadig stigende Elendighed for Efterkommerne, uoverskuelige og stadig stigende Udgifter for Samfundet, hvad vilde det da ikke betyde ogsaa rent økonomisk, om en Forsørgelseslovgivning med Føje kunde svare: Her maa der i Efterslægtens som i Samfundets Interesse gribes ind ved Ægteskabs–lovgivning og Sterilisation. Man vilde herved kunne spare umaadelige Summer, store Anstaltsudgifter o. s. v. og tillige staa ikke alene paa et fast videnskabeligt, men ogsaa paa et fast moralsk Grundlag, jfr. Victor Bruun: »Hvad vi nu selvraadende kalder Humanitet, er Svaghed overfor nu–værende, Uret og blind Grusomhed overfor kommende Individer«. De Ofre, som Humaniteten, den udvidede Forsørgelses–lovgivning koster, vilde da, som retfærdigt er, kun falde den Generation til Byrde, som ud–øver Humaniteten og vilde selv her med hver Generation blive ringere, i Stedet for som nu stadig at være stigende.

[Steincke gennemgår på de næste sider forskellige emner inden for arvelighedsforskningen, blandt andet darwinisme, mendelisme, anlægspræg/fremtoningspræg]

Øjeblikkets Opgaver

Eugenikens Hovedopgave i Øjeblikket, saa vidt den skal have den tilstræk–kelige Støtte i videnskabelige Kendsgerninger, vil altsaa kun kunne blive at modvirke saadanne Degenerationer, som fra et rent socialt Vurde–ringsstandpunkt, ikke et egentlig arveligt, fortjener at bekæmpes. Dette kan ske ved Eugenik (…), altsaa forskellige Former af Sociallovgivning, Sundheds- og Forbudslovgivning, medens den positive Eugenik: Begunsti–gelse af Avlen af sunde og ædle Mennesker, Idealmennesker er saa tem–melig haabløs, efter at Mendelismen[17] og de »rene Linier« har gjort det af med Udvælgelsesloven. Men hvad er desuden Idealmennesket i vort moderne Samfund, som har Brug for et højst uensartet Materiale? Genier kan ikke leveres paa Bestilling, de dukker op som Følge af Anlægspræge–nes lunefulde Kombination, ofte under ydre Forhold og Kaar, som unddrager sig enhver Kontrol.

 

Men saa den negative Eugenik da, den der egentlig interesserer en som Forsørgelsespraktiker: Hindring gennem Ægteskabsforbud eventuelt Ste–rilisation af, at Personer, hvis Anlægspræg er belastet med Elementer, der betinger abnormt Afkom, sætter Børn i Verden?

Man har her talt om at gaa den Vej at indføre sundt Blod i syge Slægter, men denne Tanke er jo ganske forældet, i direkte Strid med Mendelismen; thi skyldes Defekten i den syge Slægt et Anlægselement, som viser Domi–nans, vil c. Halvdelen af Afkommet faa Abnormiteten. Og er Defekten re–cessiv, vil første Generation vel gaa fri, men netop disse »heterozygot [18]-abnorme« Afkomsindivider, som personlig ikke kan skelnes fra normale, vil da under »falsk Sundheds pas« forplante Anlægsfejlen, som træder frem, saasnart der i en senere Generation er Mulighed for »homo–zygot [19]« Optræden. Ægteskab og Børneavl er for saa vidt, arvelig talt, altid et Slags Lotteri.

Men iøvrigt:Naar Grundloven for Arveligheden er kendt, og med de mæg–tige Fremskridt, som den moderne Arvelighedsforskning har gjort netop i de sidste 20 Aar, hvor mangt og meget vel er blevet sværere, men dog samtidig klarere, naar Anlægsprægets Betydning staar klart for Bevidst–heden og Sondringen mellem »ægte« og »falsk« Arvelighed er begrebs–mæssig klar, har man Lov til overfor Raceforbedringsproblemet ( den negative Eugenik) at slutte med Prof. W. Johannsen[20]: »Der er ingen Tvivl om, at den negative Eugenik, naar Lægestanden først rigtigt tager Sagen op med Forstaaelse af alle dens Sider, har en Fremtid for sig; men endnu vil almene Lovgivningsbestemmelser her let være forhastede og kunne føre Uret og Sorg med sig; Individ-Interesser — ogsaa beret–tigede — kan her staa i uløselig Konflikt med Samfundsinteresser. Problemerne burde diskuteres mere her i Landet, end det sker«.

Men saalænge denne Diskussion ikke er taget op, og saalænge der ikke foreligger et langt større Undersøgelsesmateriale end nu,saa længe tør man heller ikke, selv ved Grundlæggelsen af Forsørgelseslovgivningen og trods den umaadelige Betydning Spørgsmaalet har netop for denne Lov–givning, stille praktiske Forslag til at begrænse den eller supplere den med racehygieiniske Foranstaltninger, end ikke i saadanne Ydertilfælde, hvor større Uenighed neppe kunde forventes (svære Tilfælde af Aands–svaghed, Epilepsi, Syfilis, kronisk Sindssygdom o. lign.).

Paa den anden Side bør Spørgsmaalet tages op, særlig ogsaa i Forbindelse med en eventuel Nyordning af den offentlige Forsorg, og da der allerede foreligger et større Materiale, særlig fra Amerika, samt da, som før anty-det, Situationen efter Verdenskrigens Ophør sikkert vil bringe Sagen paa Bane omtrent overalt, synes det at være paa sin Plads at henstille, om ik-ke Tidspunktet var kommet, da en sagkyndig Kommission, sammensat af Repræsentanter for Lægevidenskaben, Arvelighedsforskningen, Aands-svage- og Sindssyge-, Fængsels- og Forsørgelsesvæsen, burde nedsættes, dels til en almindelig Drøftelse af Problemet, dels for muligvis at fremsæt-te de Reformkrav, som de andet Steds foreliggende Undersøgelser og Erfaringer i Forbindelse med Nutidens videnskabelige Resultater allerede nu eventuelt maatte gøre forsvarlige — eller endog nødvendige.

 

---

Ordforklaringer m.m.

[1] Se kapitlet “Det sociale Minimums Politik”.

[2] Steincke henviser i en note til Géza von Hoffmann: Die Rassenhygiene in den Vereinigten Staaten von Nordamerika, s. 12.

[3] Welanderhjem: behandlingshjem for børn med medfødt syfilis, opkaldt efter den svenske læge Edvard Vilhelm Welander (1846-1917). I begyndelsen af 1900-tallet blev ca. 1,25 % af danske børn født med sygdommen, der ofte medførte misdannelser og mental retardering og havde en meget høj dødelighed.

[4] Fra 1880’erne og frem opstod en ny videnskabsgren, der blev kaldt for eugenik (fra græsk: ’god slægt’), arvehygiejne eller racehygiejne. Ordet ’race’ blev her forstået som ’menneskeracen’ eller ‘befolkningen’, altså ’befolkningshygiejne.

[5] Læg: uden fagkundskab eller specialviden.

[6] Richard Louis Dugdale (1841-1883): amerikansk sociolog; især kendt for sin undersøgelse af slægten Juke (The Jukes: A Study in Crime, Pauperism, Disease and Heredity (1877).

[7] Steincke henviser i en note til Robert Larsson: Biologiske Kauserier, 1918, »Arv og Præg« S. 13-23.

[8] Arthur Howard Estabrook (1885-1973): amerikansk forsker og eugeniker.

[9] Eugenics Record Office blev grundlagt af den amerikanske eugeniker Charles B. Davenport (1866-1944) i 1910. Formålet var at kortlægge arvelige forhold i den amerikanske befolkning ud fra racehygiejniske ideer.

[10] Vandel: levevis.

[11] Steincke henviser i en note til Dr. J. Rutgers: Rassenverbesserung (Malthusianismus und Neumalthusianismus), s. 97. Johannes Rutgers (1850-1924) var en hollandsk læge og socialist.

[12] K.K. Steincke var fra 1917 til 1921 kontorchef ved Frederiksberg Fattigvæsen.

[13] Cesare Lombroso (1835-1909): italiensk psykiater og kriminalantropolog. Han fremsatte en teori om, at kriminelle havde særlige fysiske kendetegn (blandt andet lille kranie, store øjenhuler og nedsunken pande), og at kriminalitet var en nedarvet egenskab.

[14] Steincke skriver i en note: Af den saare beskedne danske Literatur om Racehygieine kan — foruden til de biologiske Specialværker, der citeres nu og da i nærværende Værk — henvises bl. a. til Victor Bruun; Forbrydelse og Samfund, 1915, særlig de første 50 Sider; endvidere har Søren Hansen skrevet nogle interessante Artikler om »Retten og Racehygieinen«, jfr. Juridisk Tidsskrift 1915 S. 761—780 og 1916 S. 8—23 samt S. 66—81, og endelig har Prof. Christian Keller i »Nyt Tidsskrift for Abnormvæsenet« 1917 S. 19—24 og 33—39 undersøgt: »Hvad der kan gøres for at forringe de aandssvages Tal«. Sidstnævnte skriver bl. a.: »Vi har nu Statskommissioner til at vaage over Møl og Biller, over Mund- og Klovsyge, til at beskytte Østers og Vildtet i Skoven, men vi har ingen Kommission, der blot prøver paa at kontrollere eller ændre det uhyre Samfundsonde — socialt, moralsk og økonomisk — som de aandssvages store Mængde ude blandt Befolkningen giver Anledning til«.

[15] Defensorat: tale til forsvar for en bestemt sag.

[16] Klapjagt: systematisk forfølgelse af en person eller af en gruppe mennesker for at afsløre, straffe, arrestere eller uskadeliggøre personen eller menneskene.

[17] Mendelisme: retning inden for arvelighedsforskningen efter den østrigske munk og botaniker Johann Gregor Mendel (1822-1884), der grundlagde genetikken og opstillede arvelove for dominante og recessive egenskaber.

[18] Heterozygot: individ som har modtaget forskellige udgaver af samme stykke arvemateriale fra de to forældre; dvs. forskellige alleller.

[19] Homozygot: individ som bærer to ens udgaver af et givet gen, dvs. har modtaget ens alleller fra de to forældre.

[20] Wilhelm Ludvig Johannsen (1857-1927): dansk plantefysiolog og arvelighedsforsker; han indførte i 1909 ordet gen.