Kinas ideologiske felttog i Afrika: “Afkolonisering af sindet”

Politiken har i flere artikler vist, hvordan Kina gennem oprettelsen af en partiskole i Tanzania søger at etablere etparti-systemer i stedet for systemer efter vestligt mønster med  magtens tredeling og valg mellem flere forskellige politiske partier. Til partiskolen inviteres repræsenterer for de regeringsførende partier i det sydlige og østlige Afrika. Ved indgangen til partiskolen står der et citat af Tanzanias landsfader Nyerere. : I citatet indgår vendingen: “Afkolonisering af sindet”. 

 

Formel suverænitet viste sig ikke at være nok

 

På papiret har de tidligere afrikanske kolonier opnået suverænitet. “Landene” er enheder med styre, omfattende et territorium, hvor typisk forskellige stammer har levet, Grænserne er trukket efter de tidligere kolonimagters linjer. Infrastrukturen er skabt på basis af kolonistater, Men efter den formelle suverænitet er den  kapitalistiske udbytning fortsat for fuld hammer. Hvordan vestlige selskaber har organiseret miner med diamanter, guld, uran, sjældne jordarter osv. kan interesserede læse om.  Men at den vestlige dominans har efterfølgende udfoldet sig under dække af et lag fernis af finere ideologiske principper om tredeling med frie valg, uafhængige domstole. Det er op til enhver  at vurdere,  i hvilken udstrækning de enkelte lande har fungeret som “demokratier” siden selvstændigheden.
Det ene land efter det andet er ledet af dikatatorer, og demokrati har haft skrantende eller korrumperede vilkår. Det mest imponerende ved nogle af landene er generalernes uniformer.

Afkolonisering er et opgør med kapitalistisk udbytning

Når det ikke er lykkedes de tidligere vestlige kolonimagter at realisere en plan om gøre kolonierne til mønsterdemokratier, skyldes det manipulation og kapitalistisk udbytning. I det omfang, korruption er udbredt, må man i disse lande lade undersøge, i hvilken udstrækning den varetager vestlige interesser. Skal et egentligt folkeligt demokrati i vestlig forstand realiseres, må civilsamfundet overtage kontrollen med samfundets produktionsmidler. Man må også huske, at de portugisiske kolonier var styret af et europæisk diktatur, der aldrig har haft skyggen af demokrati selv før afkoloniseringen fandt sted. Det brutale engelske racistiske apartheid styre af Sydafrika synes i den nuværende sammenhæng strøget væk fra tavlen med et pennestrøg.

Vesten ser sig selv som idealbillede. Det gør hverken de ledende partier eller indflydelsesrige dele af befolkningerne i Afrika, udenfor de korrumperede kredse.

Det manglende opgør mod kapitalistisk organisering og dominans fra vestlige kapitalinteresser udenfor deres egne territorier. Den indbyrdes handel mellem de afrikanske lande er formentlig af sekundær karakter.

Er det for sent?

Der skal et paradigmeskift til. Mens DIPD  (de danske partiers organisation til udbredelse af partidemokrati med flertalsvalg i verden) koncentrerer sig om at udbrede en formel forfatningsforståelse, må det være klart, at den strukturelle ledelse af et land i dets befolknings interesser ikke kan stå alene. Det danske feudalvæsen blev gradvist afskaffet under oplysningstiden, og Danmark var og blev selvforsynende uden fremmed kapitalejerskab og dominans omkring enevældens formelle afskaffelse 1849. Sådan forholder det sig ikke med hverken Grønlands overgang til selvstyre eller med Afrika.

Set med den enkelte afrikanske stats øjne er udfordringen klar: Hvordan får man kontrol over penge, vareforsyning, produktionsmidler.
Hidtil har Vesten ikke villet løse den opgave. Nu tilbyder Kina sig.

Måske burde vi selv hjælpe med afkolonisering af Afrika?