På vej mod formynderstaten?

Formynderi

En dimension i dansk politik

* af Mikael Hertig

Mikael Hertig er folkepensionist og hjemmeforsker, cand. scient. pol.

Mere målstyring, mindre retssikkerhed?

Danmark har udviklet sig i retning af en formynderstat med snævrere rammer for den enkeltes livsudfoldelse, hvor institutionelle magthavere i stadigt stigende grad har overskredet grænserne for udfoldelse af livet, som det leves i den enkelte familie.

Årsagen skal tildels søges i, at myndighederne nu lægger meget mere vægt på styring efter mål og rammer end på retssikkerhed. De garantier, der skulle have beskyttet individet mod magthavernes vilkårlighed, er fordampet. Mange taler om “djøfisering”; det kan ikke afvises, at skredet er defineret af personer med en samfundsmæssig uddannelse. Man burde nok hellere have talt om “scientpolisering” og “økonomregimente”; juraens mest legitime begrundelse er drænet, lagt i rør og flyder ud i havet, uden at nogen ser det. Det er en form for afdemokratisering, ingen stiller sig op og forsvarer. Men den er udmøntet som politik og har taget bolig iblandt os. De kendte politiske mønstre er i opbrud. Vi har fået forvirring i stedet; og demokratiet, set som ideal, lider gevaldigt under det.

Højre-venstre-skalaen eroderes?

Vi kendte alle den politiske højre-venstre-skala mellem ideologier som socialisme, konservatisme og liberalisme. I den fortløbende politiske debat anvendtes ideologierne til at retfærdiggøre politiske initiativer og standpunkter. Socialisternes paroler var og er ofte forbundet med ‘solidaritet’, liberalisternes med ‘frihed’, mens konservatismen i sin urform nærmest kunne kaldes ‘modstræbende og tildels eftergivende modstand mod forandring’.

På en måde tjener det statsministeren til ære, at hun stædigt i sin kamp mod embedsværket årene igennem har insisteret på at gennemtrumfe sine egne dagsordener i stedet for at indordne sig under deres.
Prisen har været høj, for de politiske partier skælver i desorienterethed, mens ingen længere rigtig sætter dagsorden for, hvor Danmark skal hen.

Vi er ved at udvikle vores egen form for stærk korporativ stat, kendetegnet ved, at de svage lades i stikken, og myndighederne formynderisk vil bestemme mellem godt og ondt. Når de svage lades i stikken, skyldes det, at de ikke har systemaccepterede organisationer til at bakke sig op. De indgår ikke i arbejdsgiver-, fagforenings eller kommunalt organiserede organer.

Der er tale om et skred til det værre, set ud fra en demokratisk målestok. Hvis meningen skulle være, at ingen skulle lades i stikken, at ingen kæde skulle være stærkere end det svageste led, og at de stærkeste skuldre skulle bære de tungeste læs, er den tankegang forlængst forladt.
Årsagerne til denne observation kan være mange, men tendenserne korporatisme og formynderstat kan ses som to sider af sagen.

Den vigende opbakning til den demokratiske styreform som koncept kan ses udefra – individsiden og fra styret selv. Der er nok tale om et dialektisk eller gensidigt forhold; det er dog væsentligt at erindre sig, at hvis dén demokratiske legitimitet, der springer ud af frie valg, mister troværdighed, så er det også myndighedssiden, der har et problem.

Fra individsiden set “Gule Veste”, antivax, etc. er spørgsmålet: eksisterer der fortsat en slags samfundskontrakt, og hvad har magthaverne gjort for at opfylde den? Den er jo en uhåndterlig størrelse, et anticiperet forsvar mod et mere revolutionært oprør, der kan føre til, at magthavere sættes fra magten på den hårde måde.

Tvivlerne må have spurgt sig selv: Hvordan ser styret på sine rettigheder og pligter overfor “folket”?

Det samme spørgsmål som ovenfor kan næppe begrænses til et: “Pøbelen skal opføre sig ordentligt”, uden at man risikerer at ende i en art trumpsk-autokratisk pervertering.

De nuværende og tidligere S-regeringers stilskift kan have haft sammenhæng med spin-folkets ønske om tilpasning til DF’s og efterfølgeres fremmedhad. Mantraet skiftede fra humanistisk til “tryghedsorienteret” politik. Det er et velkendt fænomen, at uanset hvor lav kriminalitet vi har i puslinglandet, så kan den kriminalitet, vi har, pustes op. Så Tesfaye og Mette ville gøre trygge folk trygge. Det kræver jo naturligvis fordømmelser af den kriminalitet, der trods alt findes. Trygheds, ghetto- og bandepakker væltede ind blandt reformerne.

I det øjeblik, der ligefrem spekuleres i tryghed og utryghed under til en vis grad falske narrativer, så kan regeringen måske selv have overset det indbyggede formynderi i stilskiftet.

Antager man, at nedenunder ideologierne ligger frygten for fattigdom for samfundet indlejret i samfundskontrakten eller for enkelte som en instinktiv frygt for fremtiden, så har vi forklaringen på, at systemet ikke vedgår den fattigdom, fx enlige kontanthjælpsmodtagere i årevis lider under. De er unyttige i forhold til BruttoNationalProduktet og som mulige direkte stemmer.

I et mere diktatorisk samfund havde de måske været den del af ældrebyrden, der blev makuleret?

Hvor marxismen i sin historiske samfundsanalyse er abstrakt, tager liberalismen udgangspunkt individets liv i et samfund, hvor staten ikke eksisterer. I den klassiske marxisme er menneskelivets kærlighed og kropskontakten i familien uden politisk konsekvens eller betydning. På den baggrund er det ikke noget under, at politisk argumentation og samfundsforståelse i dagligdagen optræder i blandingsformer. Der er frihedstanker i socialismen, der er stat og samfundsforståelse blandt liberale.
Den kristne og dele af de to andre bogreligioners menneskeforståelse kan næppe kaldes ideologisk, men vægten på kærlighed minder både liberalitet (fristillelse) og solidaritet (måske gjort lige lovlig abstrakt.

For mig at se har formynderiet i offentlig forvaltning fået et voldsomt omfang. I stedet for at sætte rammer for familiernes og individernes frie livsudfoldelse er magtudøvelsen samtidig udviklet så meget, at det mest handler om at styre rigtigt og forkert.

I denne jævndøgnstid, hvor hjerterne er delte, må i hvert fald den lille venstrefløj gøre op med sig selv, om den vil skabe rammer for et godt liv for alle, eller om den vil bestemme det hele i en form for sovjetkarrikeret udgave.