Gennemfør magtadskillelse, også her

Indblandet? En bagermester fra Sydfyn står nu tiltalt ved retten i Svendborg for at have blandet savsmuld i melet. En svend fra bageriet menes ligeledes at være indblandet”

 

 Forslag

“Anklagemyndigheden bør løsrives fra regeringen og flyttes fra den udøvende magt.
I stedet bør den tildeles en uafhængig, selvstændig status.

Ingen i regeringen skal efter forslager have nogen instruktionsbeføjelse, når det handler om rejsning eller frafald af strafferetlig tiltale.
Det bliver således efter forslaget en kommende helt selvstændig anklagemyndigheds egen suveræne afgørelse.”

Begrundelse

 

 

Den nuværende sammenhæng mellem anklagemyndighed og politi er er levn fra enevælden, hvor man roligt kan karakterisere 1849-grundloven snarere som et imødekommende kompromis som en meget konsekvent gennemførelse af princippet om adskillelse mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Vi har muligvis vænnet os til den symbiotiske sammenvoksning mellem politi og anklagemyndighed. Men den relation er ikke nogen indlysende selvfølgelighed. Vi har vænnet os til det, og derved også til at betragte det som selvfølgeligt, at politidirektøren i en politikreds er chef både for politiet og for anklagemyndigheden.

Tilsyneladende kræves kun en ændring af retsplejeloven.

Den nuværende bestemmelse  i retsplejeloven om forholdet mellem regering, justitsminister og anklagemyndighed kommer her:

 

“§ 98. Justitsministeren er de offentlige anklagere overordnet og fører tilsyn med disse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om de offentlige anklageres udførelse af deres opgaver.

Stk. 3. Justitsministeren kan give de offentlige anklagere pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager, herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning. Et pålæg i medfør af denne bestemmelse om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning skal være skriftligt og ledsaget af en begrundelse. Endvidere skal Folketingets formand skriftligt underrettes om pålægget. Hvis de hensyn, der er nævnt i § 729 c, stk. 1, gør det påkrævet, kan underretning udsættes. Pålægget betragtes i relation til aktindsigt i medfør af §§ 729 a-d som materiale, politiet har tilvejebragt til brug for sagen.

Stk. 4. Justitsministeren behandler klager over afgørelser truffet af rigsadvokaten som 1. instans, jf. dog bestemmelsen i § 1018 e, stk. 4.”

En ændring vil også vedrøre de nævnte følgebestemmelser i § 729 og 1018.

 

Ordlyden ser jo ud til at være klar. Justitsministeren er direkte chef for anklagemyndigheden. (linket er oplysende!)., Al tiltale ved en hvilken som helst domstol hviler på en delegation fra ham.

Hvis man forestillede sig,  at der i PET skulle have været en intern strid om omfanget af åbenhed og hemmeligholdelse, altså fortolkningen af Statsministeriets Sikkerhedscirkulære.   Statsministerens tjenestebefaling til bl.a. PET&FET), så er spørgsmålet om graden af åbenhed i de hemmelige tjenester i dag  ikke et partipolitisk anliggende, men et statsministerielt prærogativ.

Det er værd i forbindelse med en fremtidig ordning af disse tjenester, om ikke den principielle grad af åbenhed kunne diskuteres i det åbne rum?

Som det er nu, er kompetenceforholdet  klart. Hvis regeringen synes, at en meddelelse bør klassificeres som yderst hemmelig, så er den en gyldig instruktion til alle, der er clearet til at se den. Deklassificering ligeledes.  Spørgsmålet om efterfølgende tiltalerejsning sker på Justitsministerens direkte ansvar.  Derfor er det illusorisk at antage, at han ikke har været indblandet.

Når der skal tages stilling til, om en person har brudt sin tavshedspligt eller ej, er det altid et juridisk skøn og en konkret vurdering. Hvis den skal være saglig, handler det for Hjort Frederiksens vedkommende om, hvorvidt oplysningerne om kabelsamarbejdet, som han bekræftede, formelt på det tidspunkt var klassificerede. Det har ingen bestridt. Højesteret har med sin nylige dom dog underkendt berettigelsen af klassifikationen, fordi oplysningen var bekendt i forvejen.

 

Konspiration eller kompetence?

Den politiske og pressemæssige behandling af FE-sagen  med tiltalefrafald mod Hjort Frederiksen og Lars Findsen har været præget af spredt politisering, hvor det ret åbent af. Hjort Frederksen har været fremlagt som et politisk komplot. Det ligger udenfor forslagets emne at tage stilling til sådanne påstande. På den ene side ser det ud, som om en lang række – navnlig socialdemokratiske – justitsministre og statsminister Mette Frederiksen har haft med sagen at gøre.

I skrivende stund – (10. november 2023) drøfter folketinget et forslag om, at en fremtidig kommission skal finde ud af, om der foreligger magtfordrejning (“usaglig forvaltning”).

Den kommende kommission ser ud til at beskæftige sig med et tema, der kan smyge sig lidt op ad,  de mere principielle drøftelser. De kan leve hvert sit  selvstændige liv, og det ene arbejde behøver ikke påvirke det andet, heller ikke med hensyn til tidslinjer og forløb.

 

Konsekvenser for DUP og Vejlesagen

Vejlesagen, hvor en politienhed i oktober måned 2023 i pressen blev kritiseret for chikanøs og hårdhænder adfærd har givet anledning til en drøftelse af den såkaldt uafhængige politiklagemyndighed DUP viser problemet. DUP er dels en politienhed, der kan rejse tiltale mod ansatte i politiet af egen drift efter anmeldelse fra politiet selv, dels den uafhængige klageinstans.

Men DUP hører under Justitsministeren.

 

 

Magtens tredeling: Skal regeringen kunne frikende sig selv eller dømme politiske modstandere?

Det er ikke nogen nødvendighed, at anklagemyndigheden (Rigsadvokaten, Statsadvokaterne og de lokale anklagemyndigheder under politidirektørerne) hører under regeringen og den udøvende magt.

Tværtimod kan man måske med nogen ret hævde, at det vil være et lidt sent skridt i gennemførelse af magtens tredeling.

Det historiske Forhold mellem domstols-, politi og anklage funktioner illustreres i denne artikel, Det fremgår, at mennesker der blev stillet overfor systemet, til langt op i 1900-tallet var helt uden beskyttelse.
Med andre ord har spørgsmålet om en tvungen skilsmisse mellem anklagemyndighed og politi slet ikke været diskuteret eller drøftet. Kort sagt er den nuværende ordning  et levn fra enevældens tid.

 

Hvis man udskiller anklagemyndigheden, vil ingen  politiker  risikerer at blive beskyldt for at blande politik ind i den dømmende magts dispositioner.

 

Ingen grundlovsændring, kun  ændringsforslag til retsplejeloven.

Grundlovens karakter af kompromis mellem magthaversynspunkter og borgerbeskyttelse indebærer som her, at mere konsekvent gennemførelse af adskillelsesprincippet havde været værd i det mindste at overveje.

 

 

.

 

 

 

‘