Jeg ser ud til at være sortlistet hos kommuner og mindst et advokathus.

Schopenhauer tilskrives denne rækkefølge

1) Først ignorerer de dig

2) Så bagtaler de dig

3) Så begynder de med alle midler at modargumentere

4) Endelig: “Det har vi også altid selv ment”

 

 

 

 

 

 

 

Jeg beskæftiger mig, både analytisk og i praksis, med tvangsfjernelser og anbringelser udenfor hjemmet. Enhver, der vil gøre det godt for sine klienter som partsrepræsentant, befinder sig i et forfærdeligt dilemma mellem den bedst mulige juridiske analyse og situationsforståelse og det pragmatiske samspil med myndighederne, først og fremmest de kommunale famileforvaltninger på den anden. På den ene side gælder juraen vel i en eller anden udstrækning, på den anden måler og agerer den typiske forvaltning i sin uendelige magtbrynde ud fra sin forståelse af individets lyst og evne til at samarbejde.

I den sammenhæng har jeg – tyder alt på – erhvervet mig et personligt elendigt rygte, fordi kommunerne nu direkte til i det mindste een advokat – Jesper Frøkjær fra advokathuset Strauss & Garlik har advaret mod at samarbejde med mig. Der er dem, der makker ret, og så er der dem, der hoider på garantiforskrifter, retsprincipper, lovgivning etc. som mig.

I forhold til Schopenhauer har jeg dermed betrådt det næste trappetrin: De bagtaler mig. Man kan så sige, at hvad de konkret siger, ved jeg jo ikke? Men det er ligemeget, nogle af dem fraråder advokater at samarbejde med mig. Eller skal vi sige det sådan: Sådan ser det ud for mig.

Jeg arbejder gratis. Det indebærer også, at jeg ikke handler ud fra økonomiske hensyn til en forretningsmodel, sådan som advokater gør. Jeg bruger de arbejdstimer, jeg har tid og kræfter til.. Somme tider bliver min indsats kritisabel og dårlig, til andre tider er den vel helt i orden, Men samlet set bilder jeg mig ind, jeg bruger flere timer per klient end de fleste advokater. Og så foretrækker jeg at komme ind i sagen på et tidligere tidspunkt end der, hvor advokaten normalt træder til.

Jeg kender ikke Jesper Frøkjær og hans advokathus. Han kender ikke mig., Jeg har aldrig talt med ham og kommer næppe heller til det. Men jeg gætter på, at hans forretningsmodel i anbringelsessager også bygger på, at han gerne vil udpeges af de kommuner, der vælger en advokat for den borger, der er involveret i en anbringelssessag. Med andre ord kunne jeg godt forestille mig, at hans habilitet måske kan være lidt flosset indimiellem, fordi det er kommunen og ikke borgeren, der udpeger ham. Men det ved jeg ikke, det er kun en gisning. Men det kunne minde lidt om de psykoliger, der laver forældrekompetenceundersøgelser på kommunens bestilling.. Men det kan selvfølgelig være helt fri fantasi.

 

Mange advokater tjener flere penge på andre områder end familie- og anbringelsesområdet. Jeg kender en håndfuld advokater, der formentlig har nogen tillid til mig. Dem arbejder jeg gerne sammen med.  Krænkelsen for mit vedkommende består ikke bare i, at en eller anden nordjysk advokat klapper hælene i og er artig overfor kommunerne, som jo betaler hans salær. Nok så meget handler det om, hvordan det kommunale forvaltnings selvtilstrækkelige selvforståelse har udviklet sig. Jeg har jo ikke beviser for noget, men kun den jyske advokats bemærkning.

Hvis der er andre frivillige, der oplever eller har oplevet noget lignende, så synes jeg, vi skal slå pjalterne sammen og føre kritikken i mere veldokumenteret form frem for offentligheden.

 

En anden kommune.

Når Frøkjær ikke vil have med mig at gøre, skyldes det næppe den sag, vi pludselig optrådte fælles i, hvor han var advokat og jeg partsrepræsentant. Advarslen må komme fra en anden kommune.  Så skal vi sige det på den måde: Den er god nok. Det er så een ting. Men når en advarsel får en advokat til at nægte at have med mig at gøre, så kan man næppe i mit tilfælde undgå at få den tanke, at det her kan være mere systematisk.