1. Januar 2023

Vi må og skal indføre en videnskabeligt baseret tilgang til anbringelser af børn udenfor hjemmet

 

 

Mens regeringen her i skrivende stund fremturer med “Barnets Lov”, støtter af selv Enhedslisten ufortrødent fremmer flere anbringelser af børn, flere tvangsadoptioner,  må vi, der opponerer, skærpe vores kritik af den danske praksis med ordentligt baserede argumenter.  Det er en simpel nødvendighed.

Når Anne-Dorthe Hestbæk kalder hele systemet for “et ukontrolleret  eksperiment“, antyder hun, at vi i Danmark ikke ved, om den herskende fremgangsmåde kan forsvares sagligt eller ej.

Et helt centralt afsæt i den sammenhæng er psykologien, nærmere bestemt Børne- og Udviklingspsykologien.  Det er ret enkelt at blive overrasket over, hvor tyndt et vidensgrundlag den danske praksis hviler på. Endnu mere overraskende er det dog, at ingen efterspørger bedre funderet viden, før man  i 2022-23 har givet sig i kast med et projekt, der muligvis uddyber og forværrer tingenes tilstand. Jeg tænker her på “Barnets Lov”.

Bogen er en bibliografi, der henviser til stribevis af videnskabelige artikler om emnet. Derfor er hensigten med denne “anmeldelse” ikke en lovprisning, for de forskellige relevante emners artikler peger ikke nødvendigvis i vores retning hver gang. Har man en videnskabeligt orienteret tilgang til et område, så må virkeligheden nødvendigvis have en fair chance for at smadre fores fordomme. Vi kan jo ikke igen og igen kritisere kommunernes familieforvaltninger for at lade sagsbehandlingen præge af usaglighed og fordomme (konfirmation bias) for bagefter at gøre præcis det samme selv.

Indledningskapitlet er, hvad jeg anmelder her i denne artikel.  Der vil komme mere senere. Kapitlet har karakter af en opsummering.

 

“Den engelske udviklingspsykolog Judy Dunn  skriver herom (praktikerens manglende mulighed for at sætte sig ind i forskningen) i den engelsk udgave af borgen: “Svælget mellem eksisterende forskningsresultater og tilgængelig information er stort på mange områder, men næppe større end på det område, der vedrører børns liv og velfærd.” Denne vurdering er i høj grad dækkende også danske forhold.”
(Dion Sommer, p 8, i forordet)

Udgangspunktet for Schaffer er, at de konkrete beslutninger sjældent hviler på et rationelt eller endda bevidst grundlag  (18). Tager man den påstand til indtægt, så bærer de dynger af sagsfremstillinger, påstande, handleplaner, indstillinger og begrundelser, der hober sig op i hver enkelt sag, ikke andet end efterrationaliseringer, der godt nok skal tjene som begrundelser for en beslutning, men som reelt bare bygger på nogle tilfældelige følelser, der fik myndigheden til at ville gennemføre anbringelsen.

 

Da “Barnets Tarv” blev en floskel, der kan retfærdiggøre hvad som helst.

 

“Lige så nyttesløst  er det at hævde, at det er lige meget, hvilke midler man anvender, så længe det tjener “barnets tarv” (“Best Interest Of the Child, BIOC) . Dette udtryk er efterhånden et af de mest intetsigende og misbrugte, og det er blot med til at berettige snart sagt enhver beslutningsproces.” (ibid p 20)

Tre bøger af Goldstein, Freud og Solnit fra 1973 og frem har overhovedet ikke gjort noget som helst indtryk på dansk grund. Problemet, de angriber og behandler videnskabeligt, turde have været indlysende.
Læs gerne denne artikel af Spinak fra Colombia University, der samler de tre bøger op .

Artiklen fokuserer på konceptet “Barnets Tarv”  og hævder, det er en slags floskel, en tautologi,  Den er bare en slags dække over en påstået., men aldrig sandsynliggjort familie- eller børnesagkyndigs tilfældige vurdering.

Taget i betragtning, at artiklen hviler på bøger fra 1970’erne, bogen er fra 2000, så er det overraskende, at vi i Danmark skrupelløst kører videre uden kobling mellem videnskabelig viden og påstået klinisk saglighed.

Schaffer’s forsknings- og objektivitetsbegreb

(Schaffer 21 f)

Schaffer bruger til min ærgrelse termen “objektiv!” om den videnskab, der skal belyse også psykologien om anbringelser og deres effekt. Han trækker noget i land, det kommer vi til senere i dette afsnit.

Forskningen skal være
1) Empirisk – den skal bygge på observationer, “påviselige kendsgerninger”
2) Systematisk – i overensstemmelse med et forskningsdesign
3) Kontrolleret – Undersøgelsen skal være tilrettelagt, så alle andre årsagsforklaringer kan udelukkes, fx gennem dobbelt-blind-forsøg.
4) Kvantitativ. Med andre ord forkaster Schaffer mere eller mindre de indenfor psykologien de ellers så fremherskende “kvalitative interviews”.
5) Offentlig. Enhver undersøgelse, herunder dens metode og resultater, bør være tilgængelig for offentlig kritik.

Problemet med den overdrevne “objektivitet” er,  at forskningen “ikke er upåvirket af. værdimæssige og moralske udviklinger” ( ibid 25).

Dette bortforklarer bare ikke, ai der er milevid forskel på såkaldt danske sagkyndiges tilfældige, kliniske vurderinger og videnskabelige resultater, der burde indgå som basal viden på dette område.

 

Kommunikation mellem forskere og praktikere

Det fremgår allerede, at det overordnede store problemer er den nærmest totalt lukkede kontakt mellem de kommunale sagsbehandlere mm og forskningsverdenen.  Man kunne – som Schaffer antyder – forledes til at antage, at problemet er, at de videnskabelige artikler skulle været skrevet til akademikere og derfor være meget vanskeligt tilgængelige.  (ibid 31)

På alle mulige andre områder, hvor der forskes, er der en fin tradition for, at viden når praktikere. Tag bare undervisning i bred almindelighed, hvor der ses en lige linje fra forskning til undervisning i folkeskolen.  Den anden vej rundt kunne man som jeg antage, at klinikerne ikke selv føler noget som helst behov for at lære andet end ICS og DUBU at kende. De har – sådan oplever jeg det, mere end nok i at nyde deres egen oplevede sagkundskab og ønsker aldrig at blive sagt imod.

 

Jeg vil i 2023 stærkt plædere for, at viden på universitetsniveau indgår i lovforberedelse, politisk debat og i det lidt længere løb praksis.

Schaffers ikke helt nye bog er en guldgrube, når man kommer til den tematiske gennemgang af forskningsresultater. Godt nok er de fleste artikler, der henvises til, gamle. Men det behøver forfatterne ikke ai være.

 

Af samme forfatter: https://www.berlingske.dk/kronikker/vi-har-indrettet-et-system-der-fjerner-boern-for-en-sikkerheds-skyld

https://sermitsiaq.ag/node/222826

 

 

 

 

 

 

 

Det kontrafaktiske dilemma

Det tilsyneladende store systematiske problem  kunne vi kalde det kontrafaktiske dilemma.  Når et barn bliver anbragt udenfor hjemmet,  ved vi ikke, om dets udvikling bliver rettet op eller bliver forværret i det lange løb.
Selv, når vi kan konstatere, at tilbøjeligheder til misbrug, kriminalitet og selvmord er højere blandt anbragte end andre, kan det jo tilsyneladende ikke lade sig gøre modsætningsvis at slutte sig logisk frem til, at overhyppigheder skyldes anbringelserne eller de  underretninger og observationer, der førte til dem.

Men det kontrafaktiske dilemma kan trods alt belyses gennem kohorte- og tvillingeundersøgelser ol. Det er sket, og  undersøgelserne peger ret entydigt i retning af, at der anbringes for meget – at skaderne, de anbragte pådrager sig, netop ikke opvejes af fordelene. Det tema vil blive taget op i senere artikler.