Hvad jeg mener. (maj 2023)

 

Jeg er opdraget med og til en synsmåde, en analysemetode, en forståelsesmåde, der prøver at skelne mellem “er” og “bør” .  David Hume skriver i “A Treatise of Human Nature” 1739:

 

In every system of morality, which I have hitherto met with, I have always remarked, that the author proceeds for some time in the ordinary way of reasoning, and establishes the being of a God, or makes observations concerning human affairs; when of a sudden I am surprised to find, that instead of the usual copulations of propositions, is, and is not, I meet with no proposition that is not connected with an ought, or an ought not. This change is imperceptible (umærkelig); but is, however, of the last consequence. For as this ought, or ought not, expresses some new relation or affirmation, it’s necessary that it should be observed and explained; and at the same time that a reason should be given, for what seems altogether inconceivable (utænkeligt, urealiserbart) , how this new relation can be a deduction from others, which are entirely different from it. But as authors do not commonly use this precaution, I shall presume to recommend it to the readers; and am persuaded, that this small attention would subvert all the vulgar systems of morality, and let us see, that the distinction of vice and virtue is not founded merely on the relations of objects, nor is perceived by reason.

.

 

Når virkeligheden sparker tilbage

Det samme kan være skrevet og sagt på utallige måder, men essensen af, hvad jeg lærte gennem mine studieår fra 1970 til og med 1981 på Institut for Statskundskab var nytten af forsøget på at skelne mellem det deskriptive, der afspejler virkeligheden, og det normative, bør-siden. En underviser på instituttet formulerede det sådan, at de to – er og bør – forholder sig som  nøgle og lås  til hinanden. Netop derfor undgår jeg helst at skrive, at noget er “objektivt”, eller at noget er “subjektivt”, for enhver påstand indeholder elementer af begge dele.

I al mulig videnskabs- og erkendelsesteori – også den naturvidenskabelige – spiller dette en rolle. Ser du på en gravsten bagfra, kan den være usleben, mens den forfra har en glat og poleret overflade. Billedet er måske plat, men vi ser sjældent det hele, og flere iagttagelser kan være sande på samme tid, mens de strider mod hinanden.

Når man tilrettelægger en videnskabelig undersøgelse af en eller anden art, eller man ønsker at være hæderlig i sin argumentation eller dialog, er det vigtigt, at man med Myrdals ord “giver virkeligheden en fair chance for at sparke tilbage”. Underforstået, forskellen på, at man bare bekræfter sine gamle fordomme i sin uendelige selvoptagethed, og undersøger verden gennem noget, der snerper hen ad videnskabelig metode, er, at både ens værdigrundlag og ens verdensbillede kan få sig en på go’daen, når virkeligheden sparker tilbage.  Overraskelsens element kan flytte, både på verdensbilledet og på ens værdigrundlag. Måske sjældent afgørende, men der bliver flyttet lidt rundt på prioriteringer på værdisiden og på virkelighedsbilledet samtidig. Sådan har jeg det i hvert fald efter min tid i Grønland med hensyn til kommunernes forvaltning af de mennesker, der ender som udsatte, fordi de længe nok har været udsat for dårlig og retsstridig og vilkårlig forvaltning.  Jeg prioriterer retssikkerhed langt højere nu, hvor jeg ved, den sjældent efterleves. Jeg troede, alting var i orden. Og så ind i kaos.

Politik for sig og videnskab for sig?

Hjemmefra er jeg vokset op med en sætning om, at der ikke er grund til at skændes om noget, man kan slå op i en bog. Men i dansk politik har der årene igennem udviklet sig en udtalt tendens til, at fejlbehæftede virkelighedsbeskrivelser dominerer begrundelser i administrative, lovgivningsmæssige og konkrete afgørelser. Jeg oplever offentlige myndigheders verdener som verdensfjerne uden indsigt i den verden, de lovgiver, beordrer eller   afgør, de tvangsfjerner og udsteder love. Af og til må er jeg overbevist om, at de selv ved, de lyver. Løgnagtigheden er vandret ind i dansk politik og administration som en invasiv art.

Nogle andre forståelser har overtaget de sande virkelighedsbilleder. Det er, som om retorikken mere går ud på gennem spin at retfærdiggøre en position eller en politik, hvis idé eller mening vi ikke kan forstå, Forklaringer bliver  til bortforklaringer. og det fænomen, der hedder magtfordrejning: Usagligheden dækkes af påskud. Greenwashing betyder i dag, at nogen prøver at få det til at se ud, som om de vil kæmpe for grøn omstilling, men i virkeligheden forsvare modsatrettede interesser. Man kan også kalde det falsk legitimering.

Det strider naturligvis mod demokratiske principper og idealer, som genfindes i grundloven, menneskerettighederne, forvaltningsretten, men som er under stadig kvælning i virkeligheden.

Jeg er derfor indstillet på at støtte dem, der vil bekæmpe forløjetheden både i politik og i forvaltningens afgørelser.  Verificeret grundlag, ingen magtfordrejning.

 

Men i virkeligheden er jeg en fed gammel mand, der roder, piller næse og afbryder.