Brev 2 til Sophie Løhde om bekæmpelse af løgnagtighed i kommunal forvaltning

 

Kære Sophie!

Jeg ved godt, at “saglighed” og “oprigtighed” måske er fremmedord i nogle dele af den offentlige forvaltning.
Men jeg vil så gerne have dig til at fremme disse emner.  Derfor har jeg skrevet et indlæg til dig via borger.dk

Vil du ikke nok være sød at slå at slag for at få genindført saglighed i kommunal forvaltning?

 

 

 

 

 

 

Indenrigsminister Sophie Løhde

Kære Sophie,

Vedr. borgernes muligheder for at anfægte afgørelser, der hviler på urigtige antagelser og påstande. (Komst § 48, stk.1.)

 

Vil du tage intiativ til, at der skaffes en klar hjemmel tilveje, således at Ankestyrelsen kan behandle klager over fejl ved berigtigelser i den offentlige forvaltning?

Det er mit indtryk, at familieforvaltninger og jobcentre i for vid udstrækning træffer usaglige afgørelser, uden at der er praksis for, at det lader sig gøre at omgøre dem. Der er mange årsager hertil, herunder usandsynligt lange sagsbehandlingstider, manglende respekt for hjemvisninger i kommunerne mm.

Men een af dem beder jeg dig om at forholde dig til

. Efter bestemmelsen i kommunestyrelseslovens § 48, stk.1 må Ankestyrelsen ikke beskæftige sig med lovgivning, der både gælder for private (borgere og virksomheder) og for offentlige myndigheder (omfattet af offentlighedsloven). .

Det kan tænkes at bygge på en analogi til fx færdselsloven.

Jeg har forgæves forsøgt at finde en mere præcis begrundelse for formuleringen.

Officialmaksimen, (se side 158-159)  der omfatter principper om legalitet og proportionalitet tilsiger, at jo dybere et indgreb i borgernes, herunder forældres og børns liv, et indgreb er, des klarere skal både lovhjemlen og rigtigheden af den faktiske virkelighedsbeskrivelse også være.

Anbringelser af børn på kommunens initiativ er tvangsindgreb udenfor strafferetsplejen. Derfor stilles der efter både dansk forvaltningsret og Den Europæiske Menneskerettighedskonventkion skærpede regler. Både urigtige påstande oig vurderinger, der bygger på falske antagelser, burde til enhver tid kunne forkastes, og reglerne om anvendelsesbegrænsning og videresendelse burde respekteres. (EMRK 16, 18 og 19)  (læs kapitlet om disse bestemmelser)

Men det bliver de slet ikke. Datatilsynet har ingen absolut pligt til under alle omstændigheder at fungere som klageinstans i berigtigelsessager. Og som nævnt kan der så ikke klages til anden administrativ myndighed, og formentlig heller ikke Ombudsmanden, idet der jo sidder en dommer for bordenden i sager, der forelægges Børn- ig Ungeudvalg.

En tilhørende påklistret diskussion handler om, at forvaltningens medarbejdere i mange tilfælde jo skal “skønne” og “vurdere”. I den proces indgår der både “jus” og “faktum”, en udvælgelse af relevante retsregler og en så veldokumenteret virkeligheds- og situationsbeskrivelse som muligt.

Alle afgørelser, hvor borgeren udsættes for stærkt bebyrdende forvaltningsakter, inklusive skøn og vurderinger, bygger på et mere eller mindre dokumenteret eller antaget vidensgrundlag. Vurderingerne bygger derfor på påstande, der kan verificeres og dermed også søges berigtiget.

Det forekommer mig, at den underliggende antagelse vedr. den nuværende forståelse af kommunestyrelsesllovens § 48, stk. 1 er, at for så vidt det handler om berigtigelse, anvendelsesbegrænsning og obligatorisk orientering må være, at der nok et eller andet sted indenfor den offentlige sektor er en ankeinstans, der kan behandle sådanne sager. Det er der ikke.

Vil du tage intiativ til, at der skalffes en hjemmel tilveje, således at Ankestyrelsen kan behandle klager over fejl ved berigtigelser i den offentlige forvaltning?

Venlig hilsen

Mikael Hertig
Mågevænget 12 22
6400 Sønderborg

Tlf 27 24 47 00
mail: mh@mikaelhertig.com