Prædikerens Bog
Prædikerens Bog eller The Book of Ecclesiastes er fælles gods fra Toraen og Biblen.
Da Netnayahu sagde med bevidst henvisning til Toraen, at “Det er tid til krig” for at afvise enhver
tanke om fred, så er det mest nedkortede citat fra en hellog bog i nyere tid.
Herme vider jeg til dem, der har lyst, den danske tekst fra Prædikerens Bog i sin helhed. Til glæde, skræk og advarsel. Glæden og håbet ligger mellem linjerne.
“En tid til krig, en tid til fred.”
Benjamin Neanyahu : Det er tid til krig
Hvad sagde Prædikeren? (Prædikerens Bog)
Den 30. oktober 2023 citerede Netanyahu Toraen / Biblen med henvisning til “Prædikerens Bog”
Ord af Prædikeren, Davids søn, konge i Jerusalem.
Alt er tomhed
Endeløs tomhed,
sagde Prædikeren,
endeløs tomhed,
alt er tomhed.
Intet nyt under solen
Hvad udbytte har et menneske af alt,
hvad det slider med under solen?
Slægter går, slægter kommer,
og jorden er bestandig den samme.
Solen står op, og solen går ned,
den skynder sig hjem,
og dér står den op.
Vinden blæser mod syd,
den drejer og går mod nord,
den drejer og drejer,
og vinden bliver ved at dreje.
Alle bække løber ud i havet,
og havet bliver ikke fuldt;
dér, hvor bækkene løber ud,
bliver de ved at løbe ud.
Alt, hvad der bliver sagt, udmatter,
ingen bliver færdig med at tale,
øjet mættes ikke af at se,
øret fyldes ikke af at høre.
Det, der var, er det samme som det, der kommer,
det, der skete, er det samme som det, der vil ske;
der er intet nyt under solen.
Hvis nogen siger:
»Se, her er noget nyt!«
så har det, vi har for øje,
allerede været for længst.
De tidligere ting huskes ikke,
og de fremtidige, som vil ske,
bliver heller ikke husket
af dem, som følger efter.
Visdommens utilstrækkelighed
Jeg, Prædikeren, var konge i Jerusalem over Israel, og jeg havde til hensigt med visdom at undersøge og udforske alt det, der sker under himlen. Men det er en ulykkelig plage, Gud har givet menneskene at plage sig med! Jeg så, at alle de ting, der sker under solen, er tomhed og jagen efter vind.
Det krumme kan ikke gøres lige,
det, der mangler, kan ikke tælles med.
Jeg sagde ved mig selv: Jeg er nået højere og længere i visdom end nogen af dem, der regerede over Jerusalem før mig, og jeg har opnået stor visdom og kundskab. Jeg havde til hensigt at forstå visdom og kundskab, dumhed og dårskab. Jeg måtte erkende, at også det var jagen efter vind, for
jo større visdom, des større kval,
den, der øger sin kundskab, øger sin smerte.
Rigdommens utilstrækkelighed
Jeg tænkte: Lad mig prøve at nyde glæden og lykken! Men også det var tomhed! Om lystigheden måtte jeg sige: »Den er tåbelig!« og om glæden: »Hvad fører den til?«
Jeg traf den beslutning at styrke mig med vin – dog sådan at min forstand styrede mig med visdom – og at slå mig på dårskab for at se, om dette er den lykke, som menneskene kan opnå under himlen i deres korte liv.
Jeg satte store ting i gang: Jeg byggede mig huse og plantede vingårde; jeg anlagde haver og parker og plantede alle slags frugttræer i dem; jeg anlagde damme til at vande den spirende skov. Jeg købte trælle og trælkvinder, og jeg fik hustrælle; jeg fik også mange køer og får, flere end nogen, der havde været før mig i Jerusalem. Jeg samlede også sølv og guld, kongers og landes rigdomme; jeg anskaffede mig sangere og sangerinder og mænds vellyst, kvinder i mængde.
Jeg blev mægtig og nåede længere end nogen, der havde været før mig i Jerusalem, og min visdom havde jeg i behold! Jeg sagde ikke nej til noget af det, mine øjne begærede; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde. Nej, mit hjerte havde glæde af alt mit slid, og det var lønnen for alt mit slid.
Men da jeg så tilbage på alt det, mine hænder havde udført, og på det slid, jeg havde haft med at udføre det, da var det alt sammen tomhed og jagen efter vind, og der var ikke noget udbytte af det under solen.
Vismand og tåbe får samme skæbne
Så vendte jeg blikket mod visdom og mod dumhed og dårskab. – Hvad kan det menneske gøre, som følger efter kongen? Det samme, som man allerede har gjort. – Jeg så, at visdommen har et fortrin frem for dårskaben, ligesom lyset har et fortrin frem for mørket:
Den vise har øjne i hovedet,
tåben vandrer i mørket.
Men jeg måtte også erkende, at én og samme skæbne rammer dem begge. Da tænkte jeg: Når tåbens skæbne også rammer mig, til hvad nytte er jeg da så overvældende vís? Jeg tænkte, at også det er tomhed. Man husker hverken den vise eller tåben, for inden længe vil alt være glemt. Ak, både den vise og tåben må dø! Så kom jeg til at hade livet; for mig var det, der sker under solen, ulykkeligt. Alt er jo tomhed og jagen efter vind! Jeg kom til at hade alt det, jeg har slidt med under solen, fordi jeg skal efterlade det til det menneske, som kommer efter mig; måske er det en vís, måske en dåre. Og han skal herske over alt det, jeg med visdom har slidt med under solen! Også det er tomhed! Det bragte mig til at fortvivle over alt det, jeg har slidt med under solen. For et menneske kan have slidt med visdom og kundskab og dygtighed, men må give det hele i arv til et menneske, som ikke har slidt med det. Også det er tomhed og et stort onde! Hvad har et menneske ud af det, han med flid har slidt med under solen? Alle hans dage har været smerte og kvalfuld plage; end ikke om natten fandt hans hjerte ro. Også det er tomhed!
Alt kommer fra Gud
Intet er bedre for mennesket end at spise og drikke og nyde frugten af sit slid. Men jeg så også, at det kommer fra Gud; hvem kan spise, og hvem kan nyde livet, uden at han giver lov? Det menneske, han finder godt, giver han visdom og kundskab og glæde; men synderen giver han den plage at samle og hobe op for så at skulle give det til en, som Gud finder god. Også det er tomhed og jagen efter vind!
Alting har en tid
Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?
Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.
Jeg erkendte, at intet er bedre for dem end at være glade og finde lykke i livet. Men at menneskene kan spise og drikke og nyde frugten af deres slid, det er en gave fra Gud. Jeg erkendte, at alt, hvad Gud gør, forbliver, hvad det er; der kan ikke føjes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra! Sådan har Gud gjort, for at man skal frygte ham.
Det, der var, er der allerede igen;
det, der kommer, har allerede været.
Gud opsøger det, der svandt bort.
Dette har jeg også set under solen:
På rettens plads sidder uretten,
på retfærdighedens plads sidder uretten.
Jeg tænkte: Både den retfærdige og den uretfærdige dømmes af Gud. For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid.
Døden er menneskers og dyrs skæbne
Jeg tænkte: Gud har udskilt menneskene, for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr. For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed!
Alle går samme sted hen;
alle er blevet til af jord,
alle bliver til jord igen.
Ingen kan vide, om menneskenes livsånde stiger op, og om dyrenes livsånde stiger ned i jorden.
Jeg så, at intet er bedre for mennesket end at glæde sig i alt, hvad det gør; det er dets løn. For ingen kan sætte det i stand til at se, hvad der sker i fremtiden.
Uretten i samfundet
Dernæst så jeg al den undertrykkelse, der forekommer under solen.
Jeg så de undertryktes tårer,
og ingen trøstede dem;
jeg så undertrykkernes vold mod dem,
og ingen trøstede dem.
Da priste jeg de døde lykkelige, fordi de allerede er døde, lykkeligere end de levende, som lever endnu. Men lykkeligst er den, som endnu ikke er til og ikke har set det onde, der sker under solen.
Jeg så, at alt slid og dygtigt arbejde bunder i menneskers indbyrdes misundelse. Også det er tomhed og jagen efter vind!
Tåben lægger hænderne i skødet
og tærer på sit eget fedt.
Hellere én hånd fyldt med hvile
end to hænder fyldt med slid
og jagen efter vind!
Hellere to end én
Dernæst så jeg en tomhed under solen: Der kan være en, som ikke har nogen anden, hverken søn eller bror; der er ingen ende på alt hans slid, og hans øjne mættes ikke af rigdom. »Hvem er det egentlig, jeg slider for, og for hvis skyld giver jeg afkald på livets goder?« Også det er tomhed og en ulykkelig plage! Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op. Men ve den, der er alene! Hvis han falder, er der ingen anden til at hjælpe ham op. Og når to ligger sammen, kan de holde varmen, men hvordan får man varmen, når man er alene? Den, der er alene, tvinges i knæ, men to kan holde stand.
Tretvundet snor brister ikke så let.
Hellere en fattig og vís dreng
end en gammel og tåbelig konge,
som ikke længere forstår
at lade sig advare.
For der kom én ud fra fængslet og blev konge, selv om han var født i fattigdom under kongens regering. Jeg så alle de levende, som færdedes under solen, følge den anden, drengen, som var trådt i kongens sted; talløst var det folk, han stod i spidsen for. Men eftertiden glæder sig ikke over ham. Også det er tomhed og jagen efter vind!
Mådehold frem for alt
Vogt din fod, når du går til Guds hus. Det er bedre at gå derhen
for at høre end for at bringe offer, som tåberne gør, for de forstår ikke andet end at volde ondt.
Lad ikke din mund løbe, og dit hjerte forhaste sig med at fremføre dine ord for Gud, for Gud er i himlen, og du er på jorden! Derfor skal dine ord være få, for
drømmen kommer med stor plage,
tåbens røst med mange ord.
Når du aflægger et løfte til Gud, må du ikke tøve med at indfri det, for han bryder sig ikke om tåber! Indfri dit løfte! Det er bedre, at du ikke aflægger løfte, end at du gør det og ikke indfrier det. Lad ikke din mund bringe skyld over dig, så du siger til sendebudet, at det var uforsætligt. Hvorfor skal Gud blive vred over det, du siger, og ødelægge dine hænders værk?
Drømme i mængde er tomhed,
det gælder også ord i mængde.
Nej, frygt Gud!
Når du ser undertrykkelse af fattige og brud på ret og retfærdighed i landet, skal du ikke undre dig over, at det sker, for
på den mægtige vogter en mægtigere,
og endnu mægtigere står over dem.
Trods alt er det en fordel for et land, at det har en konge, så jorden bliver dyrket.
Den, der elsker penge,
bliver ikke mæt af penge,
den, der elsker rigdom,
får intet udbytte af den.
Også det er tomhed!
Jo større velstand,
des flere til at æde den;
hvad har den velstående ud af det, ud over glæden ved synet? Arbejderen sover sødt, hvad enten han får lidt eller meget at spise, men den riges overflod giver ham ikke ro til at sove.
Der er et slemt onde, jeg har set under solen: opsparet rigdom, der bliver til ulykke for den rige. Denne rigdom kan gå tabt ved et uheld, og får han en søn, bliver der ikke noget til ham.
Nøgen kom han ud af moders liv,
nøgen går han bort, som han kom,
og han får intet ud af sit slid, som han kan tage med sig. Ja, dette er et slemt onde; ganske som han kom, går han bort. Hvad udbytte har han af at slide for vinden? Han æder alle sine dage op i mørke og stor kval, i lidelse og ærgrelser.
Det er, hvad jeg har set: Det er godt og rigtigt at spise og drikke og nyde frugten af alt det, et menneske slider med under solen i det korte liv, Gud har givet ham; det er hans løn. At Gud giver menneskene rigdom og formue og giver dem mulighed for at nyde den og få deres løn og glæde sig i deres slid, det er en gave fra Gud. De skal ikke altid tænke på deres levedage, for Gud giver dem glæde i hjertet.
Der er et onde, jeg har set under solen, og det ligger tungt på menneskene: Gud kan give en mand rigdom og formue og ære, så han ikke behøver at nægte sig noget, han har lyst til, men når Gud ikke giver ham mulighed for at nyde det, men en fremmed kommer til at nyde det, så er det tomhed og en tung lidelse! Hvis en mand får hundrede børn og lever i mange år, men i alle sine leveår ikke mættes af livets goder og end ikke får en grav, så siger jeg: »Lykkeligere end han er det dødfødte barn!« For i tomhed kom det, i mørke går det bort, og i mørke er dets navn skjult. Det har hverken set solen eller kendt noget til den. Det har mere fred end han. Om han så levede to gange tusind år og aldrig fandt lykken – går ikke alle samme sted hen?
Alt menneskets slid tjener munden,
men aldrig stilles sulten.
Hvad har den vise frem for tåben? Ja, hvad har den fattige, der forstår at begå sig i livet!
Hvad øjnene ser, er bedre,
end hvad sjælen begærer.
Også det er tomhed og jagen efter vind!
Det, som er til, har allerede været nævnt ved navn, og det er kendt, hvad et menneske skal blive; det kan ikke gå i rette med ham, som er stærkere end det selv. Ord i mængde gør tomheden større; hvad får mennesket ud af det? Hvem kan vide, hvad der er godt for mennesket i det korte, tomme liv, det henlever som en skygge? Ingen kan fortælle mennesket, hvad der i fremtiden sker under solen.
Hellere død end levende
Hellere et godt navn end fin salveolie,
hellere dødens dag end fødslens dag.
Hellere gå til sorgens hus
end til festens hus,
for i sorgens hus ender alle mennesker, og det skal den levende lægge sig på sinde.
Hellere græmmelse end latter,
for hjertet kan være glad, selv om ansigtet er mismodigt.
Den vise har sit hjerte i sorgens hus,
tåben har sit hjerte i glædens hus.
Hellere lytte til advarsler fra den vise
end til sang fra tåben,
for tåbens latter er som kvasets knitren under gryden. Også det er tomhed!
Afpresning gør den vise til tåbe,
bestikkelse fordærver hjertet.
Hellere ende end begyndelse,
hellere langmodig end hovmodig.
Vær ikke hurtig til at græmme dig,
for græmmelse hviler i tåbers favn.
Spørg ikke: »Hvorfor var gamle dage bedre end nu?« Det er ikke af visdom, du spørger sådan. Visdom er så god som ejendom, en fordel for dem, der ser solen, for
visdom giver skygge,
som penge giver skygge,
men fordelen ved at forstå visdommen er, at den giver liv til dem, der ejer den.
Læg mærke til, hvad Gud gør;
for hvem kan gøre det lige, som han har gjort krumt?
Vær lykkelig på lykkens dag
og indse på ulykkens dag,
at den ene såvel som den anden
er skabt af Gud,
for at menneskene ikke skal finde ud af fremtiden.
Retfærdighedens utilstrækkelighed
Begge disse ting har jeg set i mit tomme liv:
Retfærdige, der går til grunde trods deres retfærdighed,
og uretfærdige, der lever længe trods deres ondskab.
Vær ikke alt for retfærdig, og overdriv ikke din visdom; hvorfor vil du bringe dig selv i fordærv? Vær ikke alt for uretfærdig, og vær ikke en dåre; hvorfor vil du dø, før din tid kommer? Det er bedst, at du holder fast i det ene og ikke lader din hånd slippe det andet. Den gudfrygtige undgår begge dele!
Visdom gør den vise stærkere
end ti herskere i en by.
Intet menneske på jorden er så retfærdigt, at han kun gør det gode og aldrig synder. Du skal ikke lægge mærke til alt, hvad der bliver sagt; så hører du heller ikke din tjener forbande dig. Du ved inderst inde, at du selv mange gange har forbandet andre.
Visdommens utilstrækkelighed
Alt dette ville jeg prøve med visdom; jeg sagde: Jeg vil vinde visdom! Men den var langt borte fra mig. Langt borte er det, der sker, dybt, dybt nede; hvem kan finde ud af det? Jeg gav mig til at forstå, at søge og udforske visdom og sammenhæng og at forstå tåbelig uretfærdighed, dårskab og dumhed. Jeg fandt, at bitrere end døden er kvinden, der sætter sine garn; hendes hjerte er et net, hendes hænder er lænker. Han, som Gud finder god, undslipper hende, men synderen indfanges af hende. Dette er, hvad jeg fandt ud af lidt efter lidt, da jeg ville finde sammenhængen, sagde Prædikeren. Det, jeg blev ved at søge efter, fandt jeg ikke: Ud af tusind fandt jeg én mand, men blandt dem alle fandt jeg ikke en kvinde! Kun det fandt jeg ud af, at Gud har skabt menneskene enfoldige, men de gør sig alle mulige spekulationer.
Vismandens resignation
Hvem er som den vise, hvem forstår betydningen af det ord:
Et menneskes visdom får dets ansigt til at lyse,
så det hårde ansigt forvandles.
Hold kongens befaling på grund af gudseden; vær ikke hurtig til at vende dig fra ham, og stå ikke fast på en sag, der står dårligt, for han kan gøre, hvad han vil. Kongens ord har jo magt, og ingen kan sige til ham: »Hvad er det, du gør?« Den, der holder befalingen, erfarer intet ondt, og den vises hjerte erkender dommens tid, for dommens tid kommer for alt, hvad der sker. Det er et onde, der ligger tungt på menneskene, for de ved ikke, hvad der skal ske; ingen kan fortælle dem, hvad der skal ske. Intet menneske har magt over vinden, så det kan holde den tilbage, og det har ikke magt over dødsdagen. Ingen kan unddrage sig krigen, og uretten lader ikke den uretfærdige slippe fri.
Alt dette har jeg set, og jeg har lagt mærke til alt det, der sker under solen: Til tider hersker det ene menneske over det andet til ulykke for det. Jeg har også set, at uretfærdige bliver begravet og stedt til hvile, mens de, der har handlet rigtigt, må færdes langt fra det hellige sted og bliver glemt i byen. Også det er tomhed! Fordi der ikke hurtigt fældes dom over den onde handling, er menneskers hjerte fuldt af lyst til at handle ondt. For en synder kan handle ondt hundrede gange og dog leve længe. Men jeg må også erkende, at det kan gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter ham, og at det ikke går den uretfærdige godt, så han kun lever kort ligesom skyggen, fordi han ikke frygter Gud.
Der er en tomhed, som forekommer på jorden; der er retfærdige, hvem det går, som om de havde handlet uretfærdigt, og der er uretfærdige, hvem det går, som om de havde handlet retfærdigt. Jeg sagde: Også det er tomhed!
Da priste jeg glæden, for intet under solen er bedre for mennesket end at spise og drikke og være glad. Det kan ledsage mennesket i dets slid alle de levedage, Gud har givet det under solen.
Hver gang jeg havde til hensigt at forstå visdom og få indsigt i den plage, der forekommer på jorden – hverken dag eller nat får man søvn i øjnene – da indså jeg om alt det, Gud gør, at mennesket ikke kan finde ud af det, der sker under solen. Hvor meget mennesket end slider og søger, finder det ikke ud af det. Og selv om den vise siger, at han forstår det, kan han ikke finde ud af det.
Alt dette lagde jeg mig på sinde efter at have gransket det hele: At de retfærdige og de vise og deres gerninger er i Guds hånd. Hverken om kærlighed eller had ved mennesket noget; alt er bestemt for dem. Alle får én og samme skæbne, den retfærdige og den uretfærdige, den rene og den urene, den, der ofrer, og den, der ikke ofrer. Det går den gode som synderen, den, der sværger, som den, der frygter for at sværge. Det er ulykken ved alt det, der sker under solen, at alle får én og samme skæbne. Menneskenes hjerte er også fuldt af ondskab, og der er dumhed i deres hjerte, så længe de lever; derefter går de til de døde. Den, som hører til blandt de levende, har noget at sætte sin lid til, for
hellere levende hund end død løve.
For de levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting! De får ingen løn, for deres navn er gået i glemme. Både deres kærlighed, deres had og deres misundelse er allerede gået til grunde; de får i al fremtid ikke del i noget af det, der sker under solen.
Så spis da dit brød med glæde,
og drik din vin af et glad hjerte,
for Gud har allerede sagt god for, hvad du gør.
Dine klæder skal altid være hvide,
dit hoved skal ikke mangle olie.
Nyd livet med den kvinde, du elsker, i det tomme liv, Gud har givet dig under solen, for det er din løn i livet og i det, du slider med under solen. Alt, hvad din hånd finder på at gøre, skal du gøre af al din magt, for i dødsriget, hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller visdom.
Dernæst så jeg under solen, at
løbet afhænger ikke af de hurtige,
krigen ikke af de tapre,
føde ikke af de vise,
rigdom ikke af de forstandige,
yndest ikke af de kyndige,
for skæbnens tid rammer dem alle,
og mennesket kender ikke sin tid.
Som fiskene fanges i det onde garn,
og som fuglene fanges i fælden,
sådan indfanges menneskene af den onde tid,
når den pludselig falder over dem.
Fordelen ved visdom
Også dette har jeg set som visdom under solen, og det overvældede mig: Der var en lille by med få mænd; en stor konge kom imod den, omringede den og byggede store belejringsværker omkring den. I byen fandtes en fattig vismand, som kunne have reddet byen med sin visdom, men ingen huskede på denne fattige mand. Da sagde jeg:
Hellere visdom end styrke,
men fattiges visdom ringeagtes, ingen hører deres ord.
Hellere vismænds tale, der høres i ro,
end råb fra en hersker blandt tåber.
Hellere visdom end våben, men én synder kan ødelægge meget godt.
Døde fluer kan få salveblanderens olie til at stinke og boble;
en smule dårskab kan veje tungere end visdom og ære.
Den vise har hjertet til højre,
tåben har hjertet til venstre.
Ja, på den vej, dåren vandrer, mangler han forstanden, så han røber for alle, at han er en dåre.
Hvis herskerens vrede rejser sig mod dig, skal du ikke forlade din plads, for besindighed kan afværge store synder. Der er et onde, jeg har set under solen, et fejlgreb fra magthaverens side:
Dårer sættes øverst,
mens rige sidder nederst.
Jeg har set trælle til hest
og stormænd til fods som trælle.
Den, der graver et hul, kan falde i det,
den, der river et stengærde ned, kan blive bidt af en slange,
den, der bryder sten, kan blive såret af dem,
den, der kløver træ, udsætter sig for fare.
Hvis øksen er sløv, og man ikke sliber æggen, må man bruge flere kræfter; men fordelen ved visdom er, at det lykkes. Hvis slangen bider, før man får den besværget, har man ingen gavn af en slangebesværger.
Ord fra den vises mund vækker yndest,
tåbens læber bringer ham ødelæggelse,
begyndelsen på hans ord er dårskab, og enden på dem er en slem dumhed, og dåren bruger mange ord. Mennesket ved ikke, hvad der skal ske, og ingen kan fortælle ham, hvad der sker i fremtiden. Tåbens slid udmatter ham, han ved ikke engang, hvordan man kommer til byen.
Ve dig, land, der har en dreng som konge,
og hvis stormænd holder måltid fra
morgenstunden;
lykkelig du land, der har en fornem som konge,
og hvis stormænd holder måltid til rette tid,
med selvbeherskelse og ikke i drukkenskab.
Når man er doven, synker bjælkerne,
når man lægger hænderne i skødet, drypper det ned i huset.
Når man bager brød, bliver der glæde,
vin gør de levende glade,
og penge skaffer det alt sammen til veje.
Ikke engang i tankerne må du forbande en konge, ikke engang i dit sovekammer må du forbande en rig; for himlens fugle kan bringe ordene videre, og de vingede væsener kan fortælle, hvad du sagde.
Kast dit brød på vandet,
du finder det igen efter lang tid;
fordel, hvad du har, til syv eller otte,
du ved ikke, hvad ondt der sker på jorden.
Når skyerne bliver fulde, tømmer de regn ud over jorden. Når træet falder, hvad enten det er mod syd eller mod nord, bliver det liggende, hvor det faldt.
Den, der vogter på vinden, får ikke sået,
den, der kigger efter skyerne, får ikke høstet.
Ligesom du ingen viden har om vindens vej eller om fosteret i den svangres liv, sådan har du heller ingen viden om Guds gerning, ham som gør alting. Så dit korn om morgenen, og lad ikke hånden hvile ved aftenstid, for du ved ikke, om det ene eller det andet lykkes, eller om begge dele går godt.
Lyset er dejligt, og det er godt for øjnene at se solen. Hvis et menneske lever i mange år, skal det glæde sig i alle årene. Men det skal huske på de mørke dage, for der kommer mange! Alt, hvad der kommer, er tomhed!
Glæden ved livet, mens tid er
Glæd dig, unge mand, mens du er ung,
lad dit hjerte være glad i ungdommens dage.
Gå ad de veje, du vil,
og efter det, dine øjne ser;
men du skal vide, at Gud vil kræve dig til regnskab for det alt sammen.
Fjern kvalen fra dit hjerte,
og hold dig det onde fra livet.
Ungdom og morgenrøde er tomhed!
Husk på din skaber i ungdommens dage, før de onde dage kommer, og de år oprinder, om hvilke du siger: »Dem kan jeg ikke lide!« før solen, lyset, månen og stjernerne formørkes, og skyerne kommer igen efter regnen.
Den dag, da husets vogtere ryster,
da de stærke mænd bliver krumbøjede,
da kvinderne ved kværnen må standse, fordi de er for få,
da det mørkner for dem, der kigger ud ad vinduerne,
da dørene til gaden lukkes,
lyden fra kværnen dør hen,
og man vågner, når fuglene kvidrer,
alle sangens døtre bliver stille;
man ængstes for bakkerne
og for farerne på vejen;
da mandeltræet blomstrer,
græshoppen slæber sig af sted,
og kapersfrugten brister,
da mennesket går til sin evige bolig,
og sørgetoget går gennem gaderne;
før sølvsnoren brister
og guldskålen revner,
før krukken knuses ved kilden
og hjulet bryder sammen og falder i brønden,
før støvet vender tilbage til jorden, hvor det var,
og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den.
Alt er tomhed
Endeløs tomhed,
sagde Prædikeren,
alt er tomhed!
Frygt Gud
Ud over det var Prædikeren vís, altid lærte han folket kundskab. Han overvejede og forskede, han dannede mange ordsprog. Prædikeren stræbte efter at finde rammende ord og redeligt at skrive sande ord. De vises ord er som pigge, og som søm er de sat i tætte rækker, de er formet af én hyrde.
Men ud over det: Min søn, lad dig advare! Der er ingen ende på de mange bøger, der skrives, og den megen læsning bliver man træt af. Når du har hørt det hele, skal du drage den slutning: Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker! For Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt.
”