Edward Saïd, forfatter til ”Orientalism”, skrev dette i 1993

 

Forfatter af palæstinensisk oprindelse i eksil i USA, Edward W. Said var medlem af PLO National Council fra 1977 til 1991 og deltog i fredsbestræbelser. For ham er aftalen af ​13. september 1993 palæstinensernes overgivelseshandling. For at bryde den ulige magtbalance, som førte til en sådan aftale, må den palæstinensiske side først i sig selv efterleve demokratiske krav og opgive en minimalistisk position, som splitter folket og svækker modstanden. Så vil nye forhandlinger føre til ægte forsoning.

Edward Saïd

1993

 

 

 

Hvordan man undgår risikoen for evig underkastelse til staten Israel

 

Intet var tydeligt i den store mediefejring den 13. september 1993 i Washington af den kapitulation, palæstinenserne blev påført. Til gengæld for et håndtryk så de pludselig de fleste af deres rettigheder suspenderet. Forsoningsritualet mellem Arafat og Rabin¹ formørkede under den amerikanske præsidents kejserlige øje en sandhed, som ikke desto mindre må siges: aftalen er en handling om overgivelse af det palæstinensiske folk, en slags Versailles-traktat. Det værste er, at den Palæstinensiske Organisation (PLO) i løbet af de sidste femten år gentagne gange kunne have forhandlet en aftale bedre end denne Allon-plan på en ny måde og med mindre ensidige indrømmelser. Men dens ledelse – det ved det kun alt for godt – havde afslået alle de tilnærmelser, der gav den mulighed.

For at tage et eksempel bad den amerikanske udenrigsminister Cyrus Vance mig i slutningen af ​1970’erne om at overbevise hr. Arafat om at acceptere Sikkerhedsrådets resolution 242 med et forbehold formuleret af PLO (og accepteret af USA) for at understrege det nationale det palæstinensiske folks rettigheder og selvbestemmelse. Mr. Vance sagde, at USA øjeblikkeligt ville anerkende PLO og indlede forhandlinger mellem det palæstinensiske kraftcenter og Israel. Hr. Arafat afviste kategorisk dette tilbud, da han senere nægtede at gribe andre lignende muligheder.

Så kom Golfkrigen og de katastrofale holdninger indtaget af PLO, som fik den til at miste yderligere terræn. Med undtagelse af beslutningerne fra Det Palæstinensiske Nationalråd fra 1988 er fordelene ved Intifadaen blevet spoleret. De, der i dag går ind for den nylige aftale, hævder, at der ikke var noget andet valg: men de glemmer at sige, at hvis de nåede dertil, er det fordi de nægtede alle andre muligheder.

Selvbestemmelse giver kun mening, hvis den fører palæstinenserne til frihed, suverænitet og lighed og ikke til evig underkastelse til Israel². Mange palæstinensiske embedsmænd og intellektuelle fortsætter med at præsentere den midlertidige aftale som en “sejr”. Hr. Nabil Chaath, politisk rådgiver for Hr. Arafat, talte endda i denne forbindelse om “fuldstændig paritet” mellem israelere og palæstinensere. Men det var hr. James Baker, tidligere amerikansk udenrigsminister, der i et tv-interview erklærede, at Israel intet har opgivet, bortset fra dets anerkendelse af “PLO som repræsentant for det palæstinensiske folk“. På BBC den 14. september erkendte forfatteren Amos Oz, som er blandt “duerne” i Israel, at “dette er zionismens anden store sejr i hele dens historie.”

På den anden side indebærer anerkendelsen af Israels ret til at eksistere en række afkald fra palæstinensernes side: afkald på PLO-charteret, af vold og terrorisme og af alle FN-resolutioner, med undtagelse af 242 og 338, som ikke siger en ord om palæstinenserne, deres rettigheder eller deres forhåbninger. For der er som bekendt vedtaget mange andre resolutioner, som siden 1948 anerkender palæstinensiske flygtninges rettigheder, især retten til at vende tilbage eller til kompensation. Andre tekster i andre internationale fora – Det Europæiske Fællesskab, Alliancefri Bevægelse, Organisationen af Den Islamiske Konference, Den Arabiske Liga og igen FN – har fordømt israelske bosættelser, annekteringen af Jerusalem og Golan, forbrydelserne begået af besætteren .

Intifadaen legemliggjorde ikke terrorisme og vold, men retten til at gøre modstand. Det ser ud til, at PLO har givet op, selvom Israel fortsætter med at besætte Vestbredden og Gaza. I dokumentet, der blev underskrevet den 13. september, er Israels sikkerhed den dominerende overvejelse, mens der ikke er tale om beskyttelse for palæstinensiske ofre for israelske indgreb. På sin pressekonference samme dag fremsatte hr. Rabin utvetydige bemærkninger om at opretholde israelsk suverænitet over Jordanfloden, grænserne til Egypten og Jordan, Jerusalem, bosættelser og veje. Intet i aftalen tyder på, at israelerne vil give afkald på deres voldshandlinger mod palæstinenserne, eller at de vil kompensere ofrene for deres politik i 45 år, som Irak måtte gøre efter sin tilbagetrækning fra Kuwait.

Hverken hr. Yasser Arafat eller hans nære PLO-kammerater, der mødte israelerne i Oslo, har nogensinde med egne øjne set, hvad en israelsk koloni er. Der er nu mere end to hundrede, hovedsageligt på bakker, og på strategiske punkter på hele Vestbredden og Gaza. Mange af dem vil uden tvivl blive demonteret, forladt af deres indbyggere. Men de vigtigste var designet til at blive. Vejsystemet, der forbinder dem med Israel, bryder kontinuiteten i territoriet mellem de store palæstinensiske befolkningscentre. Overfladearealet af jord monopoliseret af disse bosættelser eller genstand for ekspropriation repræsenterer mere end 55% af de besatte områder. Større Jerusalem, annekteret af Israel, omfatter en stor del af næsten tilranet jord – mindst 25% af det samlede antal. I Gaza fylder de sytten jødiske kolonier mindst 30 % af landet. Ydermere trækker Israel på alle vandspejlene på Vestbredden og tager 80 % af vandet til sine bosættelser eller endda til sine egne behov – for ikke at nævne “sikkerhedszonen” i det sydlige Libanon. Med hensyn til disse problemer med jord og vand giver Oslo-aftalerne ikke noget umiddelbart.

Hvad mere er, er det israelerne, der har alle de oplysninger, der gør det muligt for dem at gøre status over situationen, uden nogensinde at have kommunikeret det til palæstinenserne – og de har heller ikke delt indtægterne fra de ekstraordinært høje skatter, som de har betalt dem, med dem. at betale i seksogtyve år. Palæstinenserne havde bestemt nedsat deres egne tekniske kommissioner (med deltagelse af ikke-residenter). Men man spekulerer på, om den palæstinensiske side af Oslo-forhandlingerne tog hensyn til deres arbejde.

Faktisk sker alt, som om palæstinenserne, langt fra at være ofre for zionismen, var dens aggressorer inviteret til at angre. Skal vi feje titusindvis af dødsfald fra hukommelsen under bomber i lejre, hospitaler og skoler i Libanon; udvisningen af ottte hundrede tusinde mennesker i 1948 (hvis efterkommere tæller næsten tre millioner, de fleste af dem flygtninge uden et hjemland); erobringen af landområder og varer; ødelæggelsen af mere end fire hundrede palæstinensiske landsbyer (3); invasionen af Libanon og alle hærgen under den militære besættelse i seksogtyve år…? Skal vi glemme alt dette og kun tage ansvar for terror- og voldshandlinger med den begrundelse, at Israel altid har reduceret palæstinensisk modstand mod terror- og voldshandlinger?

Israels anerkendelse af PLO er bestemt et stort skridt fremad. Men ved at gå med til at udsætte diskussionen om problemerne med jord og suverænitet til senere, “indtil forhandlingernes sidste fase”, har palæstinenserne kun været meget opmærksomme på deres egne – internationalt anerkendte – krav til Vestbredden og Gaza. blive “omstridte territorier”, som om israelerne havde lige ret over dem.

Det ser ud til, at israelerne har beregnet, at ved at lade PLO tage ansvaret for politiet i Gaza, ville det slippe af med sin modstand – som Hamas kun er en bestanddel af. Hvis det er tilfældet, vil palæstinenserne komme meget svækket ud af mellemperioden, og man frygter, at de ikke længere vil være i stand til at udfordre israelske krav, når slutfasen af forhandlingerne kommer. Ingen tvivl om, at Oslo-dokumentet ikke indeholder nogen særlig mekanisme til at sikre overgangen fra midlertidig status til en senere status: Ville den midlertidige status blive lovet at blive permanent?

Ifølge visse israelske journalister ville Rabin forhandle en ny aftale med PLO i løbet af de næste seks måneder for at udskyde valget og dermed tillade det palæstinensiske center at fortsætte med at lede anliggender. På den anden side hentydede Arafat ved mindst to lejligheder sidste sommer til sin erfaring i regeringen, der går tilbage til de ti år, hvor han “kontrollerede” Libanon – ringe trøst for de libanesere og palæstinensere, der husker denne periode. Og selv hvis valget skulle afholdes som planlagt, er det svært at se, hvordan det ville ske i praksis, i mangel af demokratiske institutioner forankret i befolkningen. Vi kunne i den arabiske presse læse ubekræftede oplysninger, ifølge hvilke PLO allerede havde udpeget ministre fra sin inderkreds i Tunis og viceministre valgt blandt sine loyalister på Vestbredden og Gaza (Dr. Haydar Abdel Shafi afviste en sådan en tilbud). Når vi ved, hvor jaloux hr. Arafat er på sin magt og den eksklusive kontrol, han udøver over PLO’s finanser, virker etableringen af ​virkelig repræsentative institutioner problematisk.

Når det kommer til spørgsmål om intern sikkerhed og udvikling, er Israel og PLO nu på samme side. Medlemmer af den palæstinensiske organisation eller visse af dens rådgivere har i mere end et år været i kontakt med Mossad-tjenesterne for at sikre hr. Arafats personlige sikkerhed, men også for at organisere opretholdelsen af orden i de besatte områder fordi det forventes, at modstandsdemonstrationerne ikke er ved at ophøre, da den israelske hær ikke vil trække sig tilbage, men kun omplacere. Især da de israelske bosættere vil forblive under en separat jurisdiktion, militærregeringens. At PLO-styrker ville blive medhjælpere til det israelske politi er ikke en spændende udsigt for palæstinenserne. Soldater fra Den Palæstinensiske Befrielseshær nægtede at gennemgå træning, der forberedte dem til politiopgaver i Gaza.

I den nye økonomiske verdensordens logik

DET eneste spørgsmål, som der næsten er enighed om blandt palæstinenserne, er udviklingen, betragtet med åbenhed. Det internationale samfund og palæstinensere i diasporaen vil yde væsentlig bistand til de regioner, der vil blive selvstyrende. Men alt vedrørende udviklingen af Palæstina skal gå gennem en fælles israelsk-palæstinensisk økonomisk samarbejdskomité – selvom det er fastsat i Oslo-aftalen, at “de to parter vil samarbejde, sammen og ensidigt, med regionale og internationale partnere for at opnå disse mål. En dominerende økonomisk og politisk magt i regionen, som også er en allieret med USA, vil Israel fortsætte med at kontrollere den palæstinensiske økonomi – dens fremstillingsindustri, dens eksport, dens arbejdere – som er 80 % afhængig af den jødiske stat. På den anden side, bortset fra et lille antal iværksættere og en lille middelklasse, består det store flertal af den palæstinensiske befolkning af fattige og jordløse mennesker, prisgivet deres israelske arbejdsgivere, der bruger dem som god arbejdskraft.

“Det er lige meget, om der er en palæstinensisk stat, en autonom status eller en jordansk-palæstinensisk stat,” erklærede Mr. Dov Lautman, formand for Association of Israeli Industrialists, for nylig. De økonomiske grænser mellem Israel og områderne skal forblive åbne . »Israel har alle aktiver, inklusive dets forhold til USA, til at absorbere den palæstinensiske økonomi, som dermed vil befinde sig i en tilstand af permanent afhængighed. Og derudover er det indtrængen på arabiske markeder, der bliver mulig.

Dette er meningen med en udvikling, der i sidste ende er ønsket og formet af USA, nu den eneste supermagt, for hvilken den nye verdensorden er baseret på et par gigantiske multinationale selskabers økonomiske dominans – også selvom det betyder, at man accepterer forarmelsen af ​det største antal. , herunder i rige lande. Fordi den israelsk-palæstinensiske aftale af 13. september er en del af denne logik, bør de befolkninger, som PLO formodes at repræsentere, i langt de fleste tilfælde ikke forvente mange mirakler.

Beboere på Vestbredden og Gaza glæder sig med rette over udsigten til troppernes tilbagetrækning og økonomisk bistand. Men det vil ikke betyde enden på besættelsen, heller ikke økonomisk afhængighed eller usikkerhed. Der er også stadig det enorme problem med palæstinensere, der bor i Jordan, for ikke at nævne de hundredtusindvis af andre, der holdes i situationen som flygtninge uden et hjemland og uden lige rettigheder i Syrien, Libanon og alle andre steder i den arabiske verden, hvor staters “venner” ” har altid udsat dem for juridisk diskrimination.

Middelmådigheden af ​resultaterne opnået i Oslo skyldes i høj grad den tekniske inkompetence hos PLO-teamet, som diskuterede på engelsk – et sprog, som hr. Arafat og hans udsendte ikke kender meget – uden nogen juridisk rådgiver (de to vigtigste eksperter, som PLO’s juridiske rådgivere havde sagt op. i protest, hr. Arafat og hans underordnede stod over for hele gruppen af eksperter fra det israelske udenrigsministerium alene). Det vil være svært at reparere skaderne, hvis vi ikke, i det mindste på det tekniske plan, kalder på folk, der er i stand til at tænke selv, og som ikke blot er instrumenter for en enkelt palæstinensisk myndighed.

Det er vigtigt ikke at tage fejl af arten af den stat, som vi stræber efter. Hvilke tyrannier, hvilke sociale skævvridninger og hvilke interne krige har den postkoloniale orden, under ledelse af vestlige interesser, ført til! Ikke mere end religiøs fundamentalisme vil ren nationalisme alene ikke give svaret på nye samfund på jagt efter modernitet. Uanset om Palæstina skal undslippe Libanons skæbne, der er hærget af borgerkrigens kaos, eller Irak udsat for hr. Saddam Husseins tyranni, er der specifikke spørgsmål, som ikke kan undgås.

En af dem er eksistensen af ​en palæstinensisk diaspora, som bragte hr. Arafat og PLO til magten, holdt dem der, og som nu ser sig selv dømt til permanent eksil eller flygtningestatus. Denne diaspora repræsenterer mindst halvdelen af ​den palæstinensiske befolkning, og dens behov, ligesom dens forhåbninger, kan ikke negligeres, især hvis den forventes, som det ser ud til, at give politisk og materiel støtte til Gaza og Jeriko. En lille brøkdel af dette samfund i eksil er repræsenteret af de forskellige politiske organisationer “vært” i Syrien. Men der er et stort antal uafhængige personer (nogle, som f.eks. hr. Chafic El Hout og Mahmoud Darwich, trådte tilbage for at demonstrere deres uenighed), som har en vigtig rolle at spille i at kræve ændringer i PLO’s struktur, som dæmper triumfismen i øjeblikket , mobilisere støtten fra palæstinensiske samfund rundt om i verden for at fremme marchen mod selvbestemmelse. Fællesskaber, som i øvrigt har været enestående ligeglade siden starten af ​Madrid-forhandlingerne.

Det er derfor på tide at gennemføre folketællingen af ​palæstinenserne, som USA, Israel og de arabiske stater altid har været imod, af frygt for, at det på trods af spredningen og fordrivelsen ville favorisere en nations forfatning. Dette ville være en handling af historisk og politisk præstation for et folk, der er berøvet dets suverænitet. Og frem for alt ville det give substans til et generelt behov for demokratisk deltagelse, at den for tidlige alliance mellem PLO og Israel kortslutter.

En sådan folketælling ville uundgåeligt genopstå spørgsmålet om tilbagevenden for de palæstinensere, der hverken er fra Vestbredden eller Gaza. Selvom det er blevet udskudt til forhandlingerne om endelig status, er det et spørgsmål, der kræver akut opmærksomhed. Allerede nu har den libanesiske regering for eksempel slået sig sammen med alle de fraktioner i landet, der har talt imod statsborgerskab og naturalisering af de tre hundrede og halvtreds tusinde til fire hundrede tusinde palæstinensere, der bor i Libanon, for størstedelens vedkommende fattige mennesker uden stat bosatte sig der permanent. En lignende situation er ved at udvikle sig i Jordan og Egypten (8). Det er dog disse befolkninger, der har betalt den højeste pris. Når Israel anvender retten til at vende tilbage for hver jøde, der ønsker at bosætte sig i landet, er resultatet en utrolig ulighed, som har varet ved i et halvt århundrede.

Det er umuligt, at alle flygtningene fra 1948 ville ønske eller kunne vende tilbage til en stat så lille som en palæstinensisk stat. Men hvordan kan vi forestille os, at de vil acceptere at få besked på at gå “bosætte sig” et andet sted, eller at opgive at udtrykke deres valg mellem ret til tilbagevenden eller kompensation? Hverken PLO eller uafhængige palæstinensiske personer bør vente til forhandlingerne om endelig status for at søge erstatning på vegne af ofrene. I denne forbindelse, mens den israelske regering ønsker, at PLO lukker sine “pseudo-ambassader” i udlandet, bør visse kontorer i stedet kunne registrere anmodninger om hjemsendelse, kompensation eller andre former for erstatning.

Den umistelige ret til modstand

Kort sagt må vi opgive denne resignationsånd, som førte til Oslo-aftalerne, for at søge at indgå parallelle aftaler med araberne og israelerne, som denne gang svarer til palæstinensernes nationale og ikke blot lokale forhåbninger. Hvilket ikke udelukker, at modstanden fortsætter, så længe besættelsen og koloniseringerne fortsætter. Et af de spørgsmål, der hidtil har været tavse, enten i tekster eller i taler, er, om PLO i sin afvisning af vold og terrorisme inkluderer ikke-voldelige modstandshandlinger, civile ulydighed osv. Dette er de umistelige rettigheder for ethvert folk, der er berøvet deres suverænitet og uafhængighed, og de skal forsvares.

Ifølge PLO er alle modstandere af Oslo-aftalen terrorister³ eller fundamentalister. Dette glemmer, at Hamas og Islamisk Jihad, bestemt fjendtlige over for denne aftale, ved flere lejligheder har gjort det kendt, at de ikke vil bruge vold mod andre palæstinensere. Hvad mere er, omfatter de ikke engang en tredjedel af indbyggerne i Gaza og Vestbredden. Hvad angår grupperne med base i Damaskus, ser de ud til at være lammet eller miskrediteret (af indlysende årsager). Men oppositionen er ikke begrænset til disse bevægelser, langt fra. Det omfatter tilhængere af sekularisme, folk, der er forpligtet til en fredelig løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt, og som er sande demokrater og realister. Der er flere af disse mennesker, end vi tror. Deres største bekymring i øjeblikket er den nødvendige interne reform af PLO, som også vil mobilisere befolkningerne og partierne i de besatte områder.

Endelig, for israelere og palæstinensere, som deler den samme tro på begge folks lige ret til selvbestemmelse, er det stadig tilbage at føre en samlet kamp for at opnå ulighedernes forsvinden – fordi det ville være for tidligt at konkludere, at ulighederne vil forsvinde som hvis ved magi. Palæstinenserne har lidt tilbage at tilbyde, men israelerne kan lægge pres på deres regering for at sætte en stopper for besættelsen, ekspropriationerne, etableringen af bosættelser. Nu kan kampen mod fattigdom, uretfærdighed og militarisme gennemføres sammen, uden at israelere føler sig forpligtet til at fremsætte deres rituelle sikkerhedskrav. For hvis de ikke føler en tryghed i dag, vil de aldrig gøre det. Dette er den virkelige test, som vil give os mulighed for at vurdere, om det symbolske håndtryk den 13. september 1993 markerede et første skridt mod forsoning og ægte fred.

Edward W. SAID november 1993