Mikael Hertig
Jeg er erklæret humanist. Når jeg skriver om mit personlige værdigrundlag, så er det reelt set en vanskelig opgave. Den berømte indskrift “Kend dig selv” fra Apollontemplet i Delfi opfatter jeg som en livsopgave. Så længe jeg lever, prøver jeg at forstå mig selv – og hvordan andre mennesker opfatter mig. På det punkt er jeg bare som alle de andre, og som det sikkert skal vise sig, gælder det nok også så meget andet.
Jeg anser mig for kristen socialist og ovenikøbet medlem af folkekirken. Det er lidt vanskeligt, for folkekirken er en del af statsmagten, selv om man siger, den ikke er en statskirke. Afskaffelsen af Store Bededag som kirkelig helligdag bragte efter min mening et punktum for folkekirken som folkekirke og gjorde den til en statskirke. Vi kom tilbage til enevælden.
Men jeg synes under alle omstændigheder, det er ret besværligt med det der værdigrundlag. Paulus sagde: “Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke. Men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Svælget mellem godt og indt starter med enhver selv. Man bilder sig ind, hvis man tror, man er god. Det er en lækker ting at ville være god, men det bliver man hverken god eller blot nødvendigvis lidt bedre af·. Jeg tror lidt på, at kampen indadtil mod den indre svinehund gør en forskel. Under alle omstændigheder skal man ikke bilde sig noget ind.
Værdigrundlaget er en rettesnor. Det er en erklæring, der søger at pejle en retning ud. Måske er antiracisme det vigtigste – og den starter nok med min egen indre racist.
Når jeg nu stiller op til EU-parlamentet, er dette statement vigtigt. Udadtil vil jeg søge at vedkende mig de fejl, jeg begår.