af Mikael Hertig,  2- juli 2023

“Vi ved alle, at vi alle bør elske vore alle medmennesker som fæller. Det gør jeg gerne. Men jeg har registreret, at der stadigvæk er mennesker, der ikke elsker deres medmennesker. Og jeg hader den slags.”  Tom Lehrer

 

Forskning antyder: Instinktiv intolerance vs tillært humanisme

Vi er tilsyneladende af to slags: De intolerante og de tolerante. En artikel antyder, at vi har at gøre med to typer reaktion på usikkerhed. Den frygtsomme er efter den artikel det spontane, dyriske udgangspunkt, et driftspræget, instinktivt reaktionsmønster. Efter den fremstilling er mertolerance, som vi ser den i humanistisk og kristen tradition, tillært, kulturel og abstrakt. Med andre ord: al den der refleksion og eftertænksomhed rammer ved siden af de spontane følelser i den del af befolkningen, der ikke er fortrolig med akademisk-abstrakt tænkning.

Martin Henriksen var engang enten min yndlingsaversion eller mit alter ego. Han har haft en voldsom tiltrækning på min dømmekraft. Hvis man mener, at had og kærlighed skulle være to alen af et stykke, må det være fint, at jeg bor i Sønderborg og han på Stevns. Så det er ikke hidtil kommet  til kropslige udvekslinger af nogen art, og det gør det næppe heller for fremtiden

Jeg er vokset op i et abstrakt tænkende akademikerhjem og er tilvænnet abstrakt, humanistisk tankegang. Er universitesuddannet og søger opstilling for Alternativet til EU-parlamentet.

(Radell mfl  2016)  https://www.frontiersin.org/articles/10.3389/fpsyg.2016.01175/full

 

 

 

Venstrefløjen og den spontane frygt

Skellet mellem fremmedfrygt og abstrakt humanisme har fået drabelige konsekvenser i dansk politik. Søren Krarups sejr over humanisme, demokrati, næstekærlighed og menneskerettigheder burde egentlig overraske så få år efter anden verdenskrigs afslutning. Det taler jo for, at han har haft en pointe. Forskellen på antisemitisme og islamofobi var og er, at på længe stræk har der været jøder i Danmark i mange år; de er indstillede på tilpasning og har altid været det.

Partierne til venstre side af Socialdemokratiet har efterhånden stiltiende  fundet sig i racismens indtog  i dansk politik. Emnet er stille gledet ned som umuligt at stille noget rigtigt op overfor. Racismen har sejret ad helvede til.

Det giver anledning til dobbelt refleksion for mig. I en meget lang periode har den krarup-martinhenriksens appel til den intolerante del af den del af vælgermassen, der traditionelt ellers hører den hensmuldrende arbejderbevægelse til.

Det bliver for romantisk at hive det bomholsk-matthiassens dannelsesprojekt frem som idealtype al den stund, man nok i bagklogskabens klare lys må kunne indse, at der må være et eller andet i uddannelsessystemet, herunder bestræbelsen på større social mobilitet. I bestræbelsen på at højne den akademiske elites faglige niveau har vi tabt for mange gode mennesker på gulvet.

I de kommende år må udvikle metoder til at vinde så mange tidligere frygtvælgere som muligt tilbage igen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Martin Henriksen karakteriserer sig selv således på Twitter: ”

 

 

“Socialistisk Folkeparti holder ikke de voldsparate i Frankrig ansvarlige for volden SF giver samfundet skylden. Pinligt Sagen er den, at de åbne grænsers politik har fejlet Volden er ikke politiets skyld og det er ikke racisme Det skyldes masseindvandring og islam”

Martin Henriksen tidligere MF for DF, nu  medlem af Nye Borgerlige

 

Han reagerede på nedenstående tweet af SF’s  MP Kira M Peter-Hansen

 

 

Vi bliver nødt til at kunne tale om etnisk profilering hos politiet. Oplever man gentagne gange en uretfærdigt ordensmagt, mister man tilliden til systemet og fællesskabet. Og der må vi ikke nå hen.

 

Politidrabet i Nanterre udenfor Paris ultimo juni 2023

 

Anledningen er politidrabet i Paris-forstadsbyen (Banlieue) Nanterre fornylig på en 3. generations indvandrer, Nahel, der blev begravet 1. juli 2023.  og de uroligheder over hele Frankrig, som fulgte efter, at han blev skudt på klos hold af en betjent gennem en bilrude.

 

Banlieue (se leksikonartikel her)

Som jeg forstår det, opstod de franske forstadsbyer “Banlieues” udenfor byportene og omfattede navnlig mennesker, der ikke hørte hjemme som accepterede indenfor. De var historisk set mere eller mindre udelukkede. Man kan selvfølgelig sammenligne dette fænomen med udviklingen i andre storbyer, feks. København. Når jeg alligevel vægrer mig ved at analogisere forstæder som Rødovre med Nanterre, St. Germain eller tilsvarende, skyldes det både størrelsen og den mere manifeste udelukkelse. Urbanisering er et fælles bygeografisk industrialiseringsfænomen, men Frankrigs kolonisering af Afrika (FrancAfrique) har medført opbygningen af store diasporaer, og Paris har altid været langt større end København. Jeg formoder, at andelen af mennesker fra Algier, Marokko, Tunis osv. er meget større end tilsvarende senere indvandrere i Rødovre. Kort sagt er der en helt anden segregering i de parisiske banlieues end tilsvarende forhold i Danmark. En måske overset dansk specialist  i lige netop levevilkårene er folketingskandidat for De Frie Grønne, Elise Bjerkrheim.

Frygten for de ukendte mennesker

 

Efter den videnskabelige artikel, som jeg her tager afsæt i, er den instinktive frygt for det ukendte til grund for ikke bare menneskers, men også dyrenes adfærd. Jagt og modstykket forsvar overfor trusler fundamentale egenskaber, også for aber eller dyr på savannen. Når vi siger, det er instinktivt, så indebærer det sikkert også, at der er tale om umiddelbar, ikke gennemtænkt, spontan adfærd.

Hvis andre har det som jeg, så kræver det nok en eller anden form for overvindelse at se en farvet person med en anden kulturbaggrund bare som en ven, man sjosker ind i. Tolerancen er næppe spontan, men det kan jo gå meget stærkt, når feks. børn leger sammen i en dansk børnehave.

For os andre skal vi lige omstille os lidt. Og når det foregår her i landet, er den fremmede også instinktivt klar over sin situation.  Min frygt skal nedbringes, og efterhånden kan der banes vej til mere forståelse og med tiden venskab.

 

Udelukkelsen har en fysisk karakter, fordi livet i en banlieue, som jeg forestiller mig det, for de ung mennesker og måske også deres forældre, præges af, at de fysisk lever i deres banlieue-byktu uden at forlade den særlig ofte. Det er velkendt, at fattige har langt lavere mobilitet end bare eksempelvis mennesker i den lavere middelklasse. Set i det perspektiv er det mit indtryk, at de udelukkede i banlieues som Nanterre lever et geografisk indelukket liv dér.

Når vi skriver om etnisk forskelbehandling, er det antageligvis også i Danmark, men langtfra i tilsvarende omfang som i Frankrig sådan, at politiet diskriminerer farvede.

Så er banen kridtet op:

 

Som jeg forstår det, giver Martin Henriksen udtryk for denne sammenhæng:

Islam er ond -> alle, der bekender sig til islam, dvs. muslimer er onde -> de er fremmedelementer i det franske samfund -> hvis de bare “rejste hjem, til de lande deres forfædre kom fra for 100 år siden, så ville Frankrig slet ikke have de problemer“.

Og:

De er onde -> De er muslimer -> Derfor laver de ballade.

 

Heroverfor står Kiras synspunkt, som jeg fortolker det:

 

Politiet i Frankrig diskriminerer overfor farvede – > vreden ulmer under overfladen -> vreden bliver til spontane kollektive raseriudbrud -> vold og hærværk i Frankrigs storbyer.

 

 

Den politiske modsætning mellem Martin og Kira

Det ser ud til, at Martin  henvender sig til en gruppe spontane og instinktive vælgere, mens Kira tager afsæt ien historisk begrundet kontekst, der mere eller mindre har omtrent samme abstrakt situationsforståelse, som jeg har givet udtryk for ovenfor.

Jeg bilder mig ind, at begge er klare over, hvilket vælgersegment, de henvender sig til. Martin har – derfor er han min yndlingsaversion – altid på en gennemtænkt måde gået efter de laveste instinkter, som han også ved findes, og helst på en måde, der får gamle humanister som jeg til at fare i flint og tro, han er dum. Men han rejser politisk kapital på  det.  Og jo mere vi taler op til humanistiske idealer og menneskerettigheder, jo mere kan han sikkert score på det.

Man kan tale til stodderen eller til kongen/dronningen i enhver. Når vi taler om demokrati og folkelighed, bygger Martin Henriksen og ligesindedes metode i altid at forudsætte lavt vidensniveau, ingen forståelse. Ingen refleksion er nødvendig. Han kalder sig kristen og en synder. Hans kristendom er dansk, og fremmede er trusler mod den danskhed, han i en eller anden forstand plæderer for at bevare, formentlig gerne, som den så ud omkring enevældens indførelse.

Jeg ved ikke, om Martin Henriksen på et eller andet abstrakt niveau er sig denne politiske rolle bevidst, men bilder mig det ind. Alligevel vil det til enhver tid være umuligt at appellere til hans dannelse eller abstrakte tænkning. Han kan bruge sådant i strategisk sammenhæng, når han taler sammen med Marie Krarup.

 

Venstrefløjen og den spontane frygt

Jeg tilhører den politiske venstrefløj og bekender mig til  en humanistisk politik, der bygger på menneskerettighederne. Jeg anser sommerens DF-kampagne for plat.

Skellet mellem fremmedfrygt og abstrakt humanisme har fået drabelige konsekvenser i dansk politik. Søren Krarups sejr over humanisme, demokrati, næstekærlighed og menneskerettigheder burde egentlig overraske så få år efter anden verdenskrigs afslutning. Det taler jo for, at han har haft en pointe. Forskellen på antisemitisme og islamofobi var og er, at på længe stræk har der været jøder i Danmark i mange år; de er indstillede på tilpasning og har altid været det.

Partierne til venstre side af Socialdemokratiet har efterhånden stiltiende  fundet sig i racismens indtog  i dansk politik. Emnet er stille gledet ned som umuligt at stille noget rigtigt op overfor. Racismen har sejret ad helvede til.

Det giver anledning til dobbelt refleksion for mig. I en meget lang periode har den krarup-martinhenriksens appel til den intolerante del af den del af vælgermassen, der traditionelt ellers hører den hensmuldrende arbejderbevægelse til.

Det bliver for romantisk at hive det bomholsk-matthiassens dannelsesprojekt frem som idealtype al den stund, man nok i bagklogskabens klare lys må kunne indse, at der må være et eller andet i uddannelsessystemet, herunder bestræbelsen på større social mobilitet. I bestræbelsen på at højne den akademiske elites faglige niveau har vi tabt for mange gode mennesker på gulvet.

I de kommende år må udvikle metoder til at vinde så mange tidligere frygtvælgere som muligt tilbage igen.

 

 

Videnskab og politik – Marlene Wind

 

Emnet var introduceret af mig.
Jeg skrev omtrent således (lille redaktionel ændring):

 

Og videre:

“Udløber dermed det klassiske ‘trick’ fra forsvarere af den yderste højrefløj og kommunismen, at de – som de eneste – giver/gav fællesskabsfølelse og dermed kan legitimeres. Absolut uenig.”

 —–

“Det er dig som taler om fordømmelse. Ikke mig – eller Weber. Som jeg ser det er det at tale ned til folk, at forsvare at nogen er så i intellektuel svage, at de har behov for en totalitær fortælling for at kunne føle fællesskab.”

Marlene Wind er professor i statskundskab ved Københavns Universitet. I mange sammenhænge er hun forventeligt klog og indsigtsfuld. Samtidig er hun kendt for i offentligheden at tale og skrive igennem. Det passer egentlig ret godt til min egen indstilling.
Man kan ikke være forsker uden at have et værdigrundlag. At hun er centrum-højreorienteret, og at jeg er grundtvigianer med hang til social indignation skal ikke skille os  ad.

Men når man træder hendes fordomme for nær, risikerer man, at det nok kan gå galt. Hun citerer den bayerske unionsformand Manfred Weber , som er i vælgerkonkurrence med AfD, som om han kan fremkomme med nogen analytisk stillingtagen til, hvad der driver den tidligere østtyske befolkning til sammen med AfD at støtte Putin og så forklare det med, at befolkningen skulle være laverestående (svag intelligens).

Det forklarer jo netop ikke, hvorfor befolkningerne i Østrig, Ungarn, Polen på visse stræk, Tjekkiet også osv. har så klare højretendenser. Ser man til vores egen demokratiske værdiorientering, skulle de først og fremmest være taknemlige for at være befriet for diktaturerne, de levede i. Pointen er for mig, det var de sådan set også. Men som Heike Arndt sagde det i en radioudsendelse, så blev de med den identitet, de havde, blot mødt med en underforstået forventning om, at de blot skulle være som vesttyskerne. De blev ignoreret, udelukket, koloniseret. Eller følte sig sådan. Samtidig er der et uddannelses- og løngab, der hele vejen igennem var defineret på det tidligere Vesttysklands præmisser.

 

Marlene Wind citerer jo ikke ligefrem nogen videnskabelig kapacitet, men snarere sådan en højrevendt EU-parlamentariker. Det er jo ikke ligefrem https://da.wikipedia.org/wiki/Den_protestantiske_etik_og_kapitalismens_%C3%A5nd , hun disker op med. Det er jo heller ikke Myrdals og David Eastons fremhævelsen af den analytiske sondring mellem kausal- og værdipræmisser.

Det helt afgørende  Wind-citat kommer her i gentagelse og med store bogstaver:

 

“Som jeg ser det er det at tale ned til folk at forsvare, at nogen (nogle? mh) er så intellektuelt svage, at de har behov for en totalitær fortælling for at kunne føle et fællesskab.” Marlene Wind

Bemærk igen, at hverken jeg eller Heike Arndt betvivler, at DDR var et diktatur. Både hun og jeg tager entydigt afstand fra det, og som tidligere Østberliner er hun glad for den befrielse, der skete ved murens fald.

Der er noget totalitært  og meget utilstrækkeligt over ethvert indlæg, der hævder, at indbyggerne i et land eller deres efterkommere skulle være svagere begavet end andre mennesker, fordi de tidligere boede i et diktatur. De har deres identitet med sig på godt og ondt, og pudsigt nok var der, så vidt jeg forstår det, en slags trygheds- og fællesskabsfølelseskvalitet forbundet med at leve i DDR, sådan som Heike Arndt sagde det.

Den korte og måske for korte version af Marlene Winds påstand er, at folk, der bor i diktaturer, er dumme. Og navnlig er de dumme, hvis de på nogen måde forbinder det samfunds værdier om familie, kirke osv , som de bærer med sig, som relevante. De skal skifte hele identiteten ud og navnlig være taknemlige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Litteratur

(Radell mfl  2016)  https://www.frontiersin.org/articles/10.3389/fpsyg.2016.01175/full