Ziebe: Nej det er ikke synd for sagsbehandleren

Jeg ser med stor respekt på de familier, der år efter år kæmper for deres børn mod systemet. Det er forældre der nu er ved at vinde en smule gehør for, at systemet ikke er ufejlbarlig og for at det ikke er alle, der siger at de står på barnets side, der rent faktisk står på barnets side.

Jeg har som advokat for tvangsfjernede børn og deres forældre mødt mennesker, der har udvist mere end almindelig styrke i deres kamp for deres børn. Mennesker der er blevet hånet af myndighederne, udskældt af politikerne og set på med mistro af offentligheden, men forældre der til trods for dette alligevel har haft kræfter til at kæmpe for deres børn.

Jeg har flere gange mødt forældrepar, som jeg har “læst om” i deres sagsakter, uden at jeg kan genkende det billede der tegnes af denne familie.

Når jeg læser om forældre der er så ubegavede, at de ikke burde kunne tage deres eget tøj på, og så møder de samme forældre som kan stille sig op mod systemet, samtidig med at de kan klare en hverdag med med arbejde, uddannelse og holde et hjem gående, så må jeg stille mig tvivlende overfor, om myndighederne er gode nok til at se og forstå de mennesker som de er ansat til at hjælpe.

Jeg ser forældre der konstant tilbydes samvær med deres børn -, indkaldelse til møder på kommunen – og andre instanser uden hensyn til deres arbejdstider eller deres uddannelse. Når de så bliver fyret fra deres arbejde eller smidt ud fra deres studier, kan de læse i akterne, at det kunne de så heller ikke….

Jeg møder familier, der overvåges af forskellige “fagpersoner”, med forskellige holdninger til “det rigtige samvær”, som kan give ordre og kontraordrer, med en hastighed, så de ikke en gang selv kan holde rede i det – og når vi så læser akterne, kan vi læse, at forældrene ikke kan agere på selv de enkleste ordre.

Jeg oplever forældre der tør viderebringe oplysninger om børnenes mistrivsel under anbringelsen, selvom dette vil kunne resultere i samværsafbrydelse med barnet. Men forældre der på den måde tør tilsidesætte egne behov og sikre deres børn.

Jeg ser forældre som trofast møder til alle prøvelser og kæmper for det de tror på – selvom de bebrejdes, at de “ikke kan se barnets behov”, fordi de kæmper mod systemet.

Jeg ser forældre, som udråbes som noget lignende kriminelle børnemishandlere af landets statsminister og andre offentlige personer, men som stadig tør kæmpe for deres børn og stille sig frem og dokumentere deres del af historien.

Jeg ser hvordan forældrenes allierede – dem som stiller sig på børn og forældres side og imod myndighederne, bliver angrebet, afsat og udelukket fra sagen, fordi det går imod barnets- (læs Kommunens tarv). De mange klagesager mod psykologer, de grådige advokater, der kræver løn for deres arbejde, manglende mulighed for at indkalde vidner under sagerne osv..

Jeg har mødt forældre der er knækket menneskeligt på grund af deres egen barndom: nogle af dem i familiens skød andre i statens favn. Men jeg har også set stærke og kloge forældre, som bare slet og ret kræver en værdig behandling for dem og deres børn.

Jeg kan ikke forstå, at myndighederne ikke ansætter “samarbejdere” som kan rumme hele familien. Samarbejde som går begge veje. Samarbejde hvor man ser efter resurser i stedet for fejl.

Tak til familiekæmperne, for hvis I ikke råber op og påpeger fejl i systemet, bliver systemet ved med at begå de samme fejl.