‘

 

 

Sammensværgelser findes -de afsværges ofte som vrøvl

 

Blandt danske konger, der er blevet myrdet i sammensværgelser, tænker jeg på mordene på Erik Glipping (se maleriet) og Knud den Hellige.

 

Tankegangen bag maftadskillelseslæren er at beskytte det enkelte individ eller grupper af individer mod myndighedernes vilkårlige magtudøvelse og sikre fair rettergang ved en uafhængig domstol. Tankegangen er et opgør med romerretten, hvor kejseren beskytter sig selv mod oprør og forræderi. Læs Enzensbergers fremragende indlæg “ Til forræderiets teori.

 

I det almindelige politiske spil på Christiansborg, idets hierarkidannelser kunne det tænkes, at det kunne være fint med alliancepartnere, Det kunne også tænkes, i interne magtkampe, at den ene prøver at udmanøvrere partifællers eller andres posiitoner.  Hvad hierarkidannelse angår i magtsystemer, kan man jo henvise til Mitchells Jernhårde oligarkilov.

 

Da magtudøvelse er en nødvendighed, følger de beskidte dele med. I den finere ledelsesteori skrives der om, at der ideelt skal være gennemsigtighed mellem det formelle hierarki og den uformelle organisarion. Hvis den uformelle organisation tager over, minder det om en fjendtlig magtovertagelse.

 

Disse idealforestillinger om hæderlig magtudøvelse og gennemsigtighed forbindes gerne med vore vage forestillinger om demokrati. Men de må helst ikke optræde som rene virkelighedsbeskrivelser. Kort sagt er det min opfattelse, at det politiske spil altid har et forbryderisk element. (Se Enzensberger).

Med andre ord opfatter jeg det for enten naivt eller bevidst manipulatorisk, når hypoteser om, hvordan noget er gået til afvises som falsk information, før mistanken er undersøgt-.

Afvisning af  beskyldninger forkonspiration som afledningsmanøvre

Hver gang en politiker undersøger sig selv og siger, at alt er flumkende flot, og at der ingen grund er til mere konspiration, så kan det ses som et forsøg på at lukke ned for kritik, altså en art konspirationsmanøvre for at beskytte dem, mistanken rettes imod.

 

Efterforskning.

Hvis vi går ud fra, at konspiration findes i magtsystemer, så vel en bestemt konspirationsteori kunne kaldes en konspirationshypotese.

 

Så længe ingen ved, om der er tale om en mistanke, uden at den er bekræftet, vil der muligivs optræde personer, der bombastisk udskreger, hvordan et stykke virkelighed “i virkeligheden” er gået til. Det sker sjældent i hypoteseform og med forbehold. Snarere sker det, at det hele fremstilles i et overdrevent konstaterende sprog uden henvisning til den metode, der førte frem til postulatet som kendsgerning.

 

Forvekslingen mellem hypotese og konstatering er nok karakteristisk for mange af de mere spekulative konspirationsmenneskers påstande.

Det er formentlig også karakteristisk, at den, der identificerer sig med en bestem fremstilling, undlader dele af virkelighedsfremstillingen, der ikke passer til ærindet. Endvidere håndplukkes de forfattere, der er tættest på at være i overensstemmelse med vedkommendes virkelighedsforståelse.

Men det giver jo som i al anden fremstilling anledning til at stille et par spørgsmål,

 

“…det udvidede hvor-ved-du-det fra?”

Det er klart, at de postulederede sammenhænge skal  efterforskes i dels en kontekstuel analyse, dels som konkret efterforskning. Kan de postulerede sammenhænge bekræftes? Spiller de nogen som helst rolle for karakteren af afgørelser og politikker i de konkrete sammenhænge?

 

Konklusion

1: Det er dumt ubeset at afvise konspirationstanker

2: Find ud af, om de er underbyggede af noget

3: Kan de afvises direkte, fordi de er falske, så gør det

4: Hvis de er mulige og væsentlige, bør de undersøges